Vores besøg på Philippe's Gæstehus

Philippe mødte os ude på parkeringspladsen og hjalp os med glæde med at bære bagagen helt op til gæstehuset. Han viste os til rette på vores værelser og insisterede derefter stædigt på at byde os på en lækker, varm middag.

Vi havde fået at vide på forhånd, at Philippe var "meget høj", og det var bestemt ingen overdrivelse! Men heldigvis besidder han en charme og en naturlig ynde, der passer helt perfekt til hans imponerende statur.

Philippe er en dybt fascinerende mand; han er utroligt åndelig og altid i strålende humør. Som gæstehusejere var Judy og jeg dybt imponerede over at se, hvordan han formåede at bevare glæden og det store overskud under alle tænkelige omstændigheder. Vi indså hurtigt, hvor utrolig seriøs og dedikeret han er omkring selve driften af L'Etoile.

Han knokler uafbrudt i det fem etager store gæstehus; han støvsuger, skurer badeværelser, skifter sengetøj, vasker utallige maskinfulde tøj, hænger det sirligt til tørre og stryger pudebetræk!

Og mens han gør alt dette, går han rundt og synger, fløjter og smiler, og han glæder sig tydeligvis over at kunne byde den næste bølge af gæster velkommen, når de trætte ankommer ud på eftermiddagen. På en eller anden magisk vis formår han endda at bage frisk, duftende brød hver eneste dag, tilberede en lækker, hjemmelavet suppe til aften og planlægge en fantastisk flerretters middag, der er fuldstændig skræddersyet til at mætte de enormt sultne vandrere og cyklister, som frekventerer hans gæstehus.

Vores eget ophold hos Philippe var utroligt varmt og indbydende. Han er meget uformel, elegant og utrolig mild, men allervigtigst sørger han oprigtigt for, at hver eneste gæst føler sig som den absolut vigtigste gæst i huset. Vi sad omkring 15 mennesker omkring bordet under vores ophold. Naturligvis hjalp vi gerne med at rydde af og tage opvasken i hans smukke, store køkken med den skønne udsigt ud over haven.

Sproget udgør slet ikke nogen barriere, så snart den velsmagende mad bliver serveret. Vi sad lystigt blandt belgiske og franske gæster, og der blev talt både flamsk, fransk og en smule tøvende engelsk, men vi formåede alligevel at grine, føre spændende samtaler og opleve en usædvanlig stærk og livsbekræftende følelse af fællesskab på tværs af alverdens kulturer. Vi lærte i det mindste navnene på vores bordfæller hver aften, og med dem, der modigt forsøgte sig frem på engelsk, lærte vi utrolig meget om deres familier, deres arbejde og deres liv generelt.

Jeg har altid været lidt flov over ikke at tale et fremmedsprog selv, og den følelse blev bestemt kun forstærket, da jeg fandt ud af, at disse belgiske gæster havde lært sig engelsk blot ved at se Sesame Street på tv!

Jack og Lisette var et utroligt spændende par; de talte kun lidt engelsk, men de var meget generte og enormt stille. De besøger Philippe hvert evige eneste år og tilbringer en hel uge i roen på L'Etoile. En dag foreslog Philippe os, at vi kørte med ham ind til byen Le Puy-en-Velay for at købe store forsyninger. Vi tog begejstret imod tilbuddet, og han fortalte os, at Jack og Lisette også ville tage med os. Vi glædede os oprigtigt over denne fine mulighed for at lære dem lidt bedre at kende.

Næste morgen hjalp vi alle i flok Philippe med at gøre rent på værelserne og forberede aftenens store middag i køkkenet, så vi med god samvittighed kunne tage afsted senere på dagen. Ved 10-tiden hoppede vi alle forventningsfulde ind i hans store kassevogn og begav os ud på vores lille shoppingtur. Efter hvad der føltes som en ganske kort køretur, gjorde Philippe pludselig holdt i en smuk lille middelalderlandsby ved navn Pradelles. Vi slentrede ned ad de hyggelige brostensbelagte gader fuldstændig omgivet af utroligt velholdte, århundreder gamle stenhuse.

Det slog os virkelig, at der simpelthen ikke ser ud til at findes affald i Frankrig – landsbyerne er overalt ulasteligt velholdte og fuldstændig rene. Vi så absolut intet skrald, ingen form for graffiti eller andre tegn på forfald, hærværk eller økonomiske vanskeligheder.

Senere, da vi sad lunt på den udendørs terrasse i Loubaresse med en betagende udsigt over dalen, føltes det næsten for os, som om vi befandt os ved verdens yderste ende. Fuglene sang lystigt og fløj livligt fra træ til træ, køerne græssede fredeligt på den stejle bjergskråning lige overfor os, en kat dasede veltilpas i solen på en lille afsats lige under os, og maden, der blev serveret, var ganske enkelt for lækker til at kunne beskrives med ord.

Philippe afholdt sig bevidst fra at drikke vin, så han trygt kunne køre os tilbage ad de utroligt smalle, snoede veje, hvilket jo betød, at vi andre trygt kunne nyde eftermiddagen fuldt ud og spise og drikke, præcis som det passede os. Ved bordet ved siden af os faldt vi hurtigt i snak med et meget venligt tysk par. De havde valgt at tilbringe deres velfortjente otium i netop denne lille landsby i Loubaresse-dalen og var nu fuldstændig integreret i det franske lokalsamfund deroppe. Landsbyen, der har dybe rødder helt tilbage til det 12. århundrede, er blevet ekstremt nænsomt restaureret og bliver holdt utrolig flot og respektfuldt ved lige.

Derefter tog vi ud til klosteret Notre Dame des Neiges, som ligger blot 3 km fra La Bastide-Puylaurent, hvor vi betaget beså de imponerende, historiske vinkældre med deres enorme, massive egetræstønder. Det blev det absolut sidste, mindeværdige stop på vores lille udflugt den dag.

»Bedstemor, jeg vil bare have lov til at tage tilbage til Philippe, vågne op om morgenen og spise friskbagt brød!« Disse ærlige ord faldt prompte fra mit 12-årige barnebarn Tyler umiddelbart efter vores hjemkomst til USA fra et fuldstændig perfekt ophold i Frankrig. Vi tilbragte hele vores uforglemmelige tid på L'Etoile i selskab med vores kære, nye ven Philippe Papadimitriou. Jeg havde naturligvis været en smule nervøs og bekymret forinden ved at skulle rejse ud til et helt ukendt sted langt ude på det franske land, for at bo hos en mand, jeg ikke engang kendte – og det endda med min gode veninde og kollega Judy Jacobs samt mit unge barnebarn Tyler på slæb.

Min oprindelige plan var at tilbringe samtlige to uger trygt og godt på præcis samme sted. Jeg kendte jo slet ikke Philippe personligt, selvom vi dog havde skrevet adskillige e-mails sammen i mere end halvandet år. Mine gode venner og min familie mente alle, at jeg løb en fuldstændig enorm og unødvendig risiko ved at arrangere denne udveksling med en fremmed mand, jeg aldrig havde mødt ansigt til ansigt. Til at starte med havde jeg tænkt mig at flyve fra Oregon direkte til Paris og derefter blot tage toget fredeligt videre sydpå til La Bastide. Men mine velmenende omgivelser overtalte mig til sidst kraftigt til i det mindste at leje en bil hjemmefra, så vi havde en 'flugtvej' stående klar, hvis det hele nu skulle gå galt og vise sig at være en forfærdelig fejltagelse. I sidste ende viste det hele sig dog at være en bekymring, der var fuldstændig overflødig.

Strawberry Mountain Inn B&B, Linda Harrington, Prairie City, Oregon (Kort)