Hotel Zagour Ved Saharas porte

Den lille lufthavn i Ouarzazate minder mig om den i Tucson i Arizona; omkranset af store, halvørkenagtige sletter og en perfekt, dybblå himmel. Efter få skridt på asfalten mødes jeg af Mohammed, ejerens søn, og Lhoucine, salgschefen på Hotel Zagour. Jeg bliver taget imod, som om jeg var en sand ambassadør for de franske gæstehuse.

Mens jeg sidder i deres "gule taxa" – en klassisk Mercedes fra 70'erne – fortæller Lhoucine mig, at vi befinder os 160 km fra Zagora, hvilket betyder, at de har kørt hele 320 km bare for at hente mig i lufthavnen! Efter en hurtig kop kaffe på en solbeskinnet terrasse i centrum af Ouarzazate og et kort besøg på et udendørs filmset, begiver vi os ud på de snoede veje gennem stenørkenen. Det er en fascinerende og unik rute, da den reelt ender blindt efter Zagora, hvor selve Sahara-ørkenen tager over. Derfra tager rejsen videre til Timbuktu i Mali hele 52 dage på kamelryg. Vi krydser palmelunde, ørkenstrækninger og små landsbyer i et hæsblæsende tempo på trods af vejenes smalhed. Et hurtigt dyt i hornet, og så er vi forbi.

Hotel Zagour ligger på den anden side af Zagora, smukt placeret på en bjergskråning med en betagende udsigt over palmelunden og solnedgangen. Hotellet byder på tre skønne terrasser, 18 værelser, en stor swimmingpool og en rummelig restaurant, der er indrettet i traditionel stil. Her arbejder 11 personer: en receptionist, en nattevagt, Lhoucine (salgschefen), serveringspersonalet, rengøringsdamerne, bogholderen, guiden, der arrangerer vandreturene, samt Fatima – kokken med det strålende smil – og hendes assistent.

Mr. Benlhou inviterer os til en middag, der serveres i en stor, privat stue forbeholdt særlige gæster. Han er en utroligt åbenhjertig mand, og samtalen flyder let, hvilket gør aftenen både livlig og fyldt med ægte, kulturel udveksling. Hans personlighed, karisma og ro vil for altid stå som et stærkt minde fra mit ophold på Hotel Zagour. Det, der især slår mig, er den utroligt varme og uformelle stemning ude i køkkenet – en stemning, som uden tvivl skyldes Fatimas vidunderlige væsen – set i kontrast til den lidt mere formelle restaurant og den private stue, hvor vi nød vores lækre couscous.

Gaderne i byen emmer også af en helt særlig, ægte atmosfære. Alle færdes roligt og afslappet, helt uden stress og i harmoni med hinanden. Der er en bred, lige hovedgade, som byder velkommen med en enorm, befæstet byport ved indgangen. Zagora fremstår som det allersidste, vigtige knudepunkt før Sahara-ørkenen. Den sidste palmelund, det sidste sted at proviantere og den sidste internetforbindelse. På vej til den lokale souk samles lokalbefolkningen – præcis ligesom på de små markeder i Sydfrankrig – oftere for at sludre og socialisere end for rent faktisk at handle. Foran rådhuset møder vi "Pachaen" (borgmesteren) omgivet af sine medarbejdere.

Byen lader til at være veludstyret med alle administrative faciliteter og moderne tjenester, så alt fungerer hurtigt og effektivt. Zagora har desuden oplevet en enorm stigning i ejendomspriserne i løbet af de sidste ti år, især i områderne omkring palmelunden. Deres absolut største aktiv er selvfølgelig selve ørkenen lige uden for døren, den evige sol og de uforglemmelige vandreture sammen med berberne og deres dromedarer. Lhoucine foreslår da også straks en flerdages tur med lejr for at lade mig opleve magien i de endeløse ørkenlandskaber.

Tilbage på hotellet præsenterer mine værter mig for en skægget mand. Han tager straks en bog frem og viser stolt avisudklip og billeder af sine mange bedrifter som lokal og meget populær entertainer. Han gennemborer sig selv med søm og lange strikkepinde, og som det helt store finale bliver han hejst op af en traktor, dinglende fra kroge, der er boret solidt ind i hans krop.

Hans show finder sted dagen efter på kommunens lokale sportsplads. Vi er fem personer stuvet sammen i Lhoucines store Mercedes, mens musikken pumper ud af højttalerne (Samira Said & Cheb Mami). En jublende menneskemængde venter på os, og vi bliver modtaget, som var vi byens vigtigste VIP'er. Der er ikke en eneste anden turist til stede; det er et show udelukkende for de lokale. Tilskuerne tror sandsynligvis, at jeg er showets internationale promotor, for vores fakir insisterer nemlig stædigt på at blive præsenteret for byens spidser, som sidder på forreste række.

Jeg mærker straks 2000-3000 beundrende blikke rettet direkte mod mig – og man må ikke glemme, at alle disse fattige mennesker rent faktisk har betalt af egen lomme for deres pladser, hvilket jeg ikke har... Portrætter af kongen, vajende flag og et markant opbud af politi præger pladsen. Pudsigt nok holder politiet utroligt skarpt øje med alle de mange familier og deres livlige, legende børn.

Vi tager af sted lidt sent næste morgen. Sammen med Lhoucine, vores unge kamelfører Mohammed og to dromedarer forlader vi Zagora med kurs mod ørkenen og de allersidste klippeformationer før M'hamid og Sahara. Der venter os fire dages vandring med cirka 20 kilometer om dagen under den brændende sol og en evig, lyseblå himmel.

Mohammed er en ung berber på blot 22 år, men han er utroligt professionel. Han fungerer både som guide, kok, kamelfører og som ham, der sætter det rette tempo for vandringen – og ikke mindst som ham, der fordyber os i en helt anden og fascinerende måde at leve på og opleve ørkenen og dens palmelunde. Vi får serveret sund og velsmagende mad ledsaget af traditionel myntete under berberteltet eller i den svalende skygge fra et akacietræ, en palme eller en gammel, smuldrende lervæg.

At tilberede et måltid i et lille telt kræver både fleksibilitet og benhård organisering. Han har alting lige ved hånden i små, praktiske poser; han sætter sig roligt ned på jorden, og alt virker legende let. Når jeg tænker tilbage på mit eget store, veludstyrede køkken hjemme på L'Etoile, får jeg næsten indtrykket af at repræsentere en tung, rustningsklædt korsridder med et stort sværd og en galoperende hest. Her er alt meget mere fleksibelt og organisk; man omfavner livet og dets betingelser frem for konstant at forsøge at styre det.

På andendagen møder vi en gruppe bestående af tre kamelførere og syv franskmænd, der har slået lejr i klitterne. De er udstyret med dyre vandrestøvler, smarte vandrebukser (dem, der kan lynes af til shorts) og rigelige mængder solcreme. Vi er milevidt fra vores egne, lokale kamelførere, som ofte tilbringer mere end en hel måned i ørkenen ad gangen – iført et par gamle Nike-sko eller blot slidte lædersandaler.

Allerede næste dag begynder mine landsmænd at klage over de første vabler. Selv mærker jeg en let strammen på toppen af min venstre fod på tredjedagen, men overordnet set har jeg det fantastisk. Jeg nyder denne helt unikke oplevelse: venligheden fra min ven Lhoucine, Mohammeds selskab og de livlige aftendiskussioner med franskmændene. Lhoucine er utrolig åbensindet med et skarpt og reflekterende intellekt, og måske endda en lille smule revolutionær i sin tankegang, ligesom mange andre marokkanere. Man kan diskutere alt med ham, han har en smittende og hjertelig latter, og så er han en fremragende og udholdende vandrer. Hverken han eller jeg var egentlig udstyret til denne form for vandring; vi var nærmest klædt til en tur i byen, men vi tog det ikke så tungt, og alting forløb perfekt.

Midt ude i den store ørken ringer Lhoucines mobiltelefon pludselig... Det er hans kone, som befinder sig i Vesoul eller Luxeuil i Frankrig (jeg husker det ikke præcist). Som en del af andengenerationsindvandrere har hun uendeligt svært ved at vænne sig til det grå, kolde og regnfulde klima deroppe, og jeg kan kun forestille mig, hvordan denne uventede kontakt med hendes mand, direkte fra ørkenens hjerte, må varme hende. Samtalen varer i næsten en hel time, udelukkende på fransk, dog med et par indskudte arabiske ord indimellem (sikkert de mere romantiske af slagsen...).
Pludselig, midt under vores faste march mod det uendelige, rækker Lhoucine mig telefonen; hallo?! "Jeg hører, at du har et hotel i det sydlige Frankrig? Og at du laver udvekslinger med Hotel Zagour? Det er jo fuldstændig fantastisk! Vi kommer helt sikkert forbi og besøger dig!" Marokkanerne er et åbent og imødekommende folkefærd, som nærer et stort behov for venskab, anerkendelse og udveksling. De udvikler sig og bevæger sig hurtigt fremad på trods af de begrænsede midler, de har til rådighed, og den ofte autoritære magt i landet.

Efter tre dages intens vandring sammen med de franske turister skilles vores veje endelig ude midt i ingenting – fuldstændig som en klassisk scene fra Lawrence of Arabia. De sætter kursen direkte mod et fjerntliggende vandreservoir i horisonten, mens vi drejer mod venstre og følger en lille, ufremkommelig bjergkæde for at nå dens absolutte ende. For at nå frem må vi kæmpe hårdt mod den stærke vind og sætte et markant højere tempo, end da vi gik med den anden gruppe. Det bliver pludselig alvor, og ingen af os tre ytrer så meget som et ord. Mohammed trækker stædigt i dromedarerne for at holde det hektiske tempo, Lhoucine er dybt begravet i sine egne tanker (måske drømmer han sig til Vesoul?), og jeg koncentrerer mig fuldt ud om ikke at vrikke om på min ankel i dette barske og stenede terræn. Men denne intense stemning tiltaler mig; jeg er fuldstændig i mit es, og jeg kan mærke, at mine to rejsefæller har det på præcis samme måde.

Vores primitive frokost nydes i stor ydmyghed i den sparsomme skygge fra et lille, ensomt træ; en enkelt tomat, et æble og to små mandariner er alt, vi har. Det giver os alligevel alle tre et tiltrængt energidyk, og svøbt tæt ind i hver vores tæppe falder vi hurtigt i en dyb søvn. Mohammed har lagt sig til at sove i den bagende sol, i ly for vinden i en lille sandklit. Vinden blæser stærkere og stærkere, og dromedaren, der ligger lige ved siden af mig, bliver tydeligt nervøs og rykker tættere på, så den til sidst kun ligger en halv meter fra mig... Stop!!!

Mohammed har ikke bundet dromedarerne ordentligt, og kort tid efter bevæger vores lille karavane sig af sted mod horisonten, hvor vi ved enden af den lange bjergkæde til venstre vil finde den allersidste rute før selve Sahara. Her venter en anden lokal kamelfører på os, som har opholdt sig uafbrudt i ørkenen i en halvanden måned, og som har en fantastisk historie at byde på!

Det er uden tvivl præcis i denne form for uventede møder, at de dybeste tanker og følelser bliver sagt og udtrykt, når man har lagt mange lange, ensomme dage bag sig.

Hotel Zagour, Zagora, Draa-dalen, Marokko - Kort