     
|
Hotel Zagour Ved Saharaens porte |
     
|
|
|
Hotel Zagour Ved Saharaens porte |
|
Den lille lufthavn i Ouarzazate minder mig om den i Tucson i Arizona; omkranset af store semi-ørken sletter og en perfekt blå himmel. Et par skridt på asfalten, og her er jeg sammen med Mohammed, ejerens søn, og Lhoucine, hotel Zagours salgschef. Jeg bliver modtaget som om jeg var ambassadør for ferieboligerne i Frankrig.
Når jeg sidder i den "gule taxa" Mercedes fra 70'erne, fortæller Lhoucine mig, at vi er 160 km fra Zagora; det er 320 km for at hente mig i lufthavnen! En lille kaffe i centrum af Ouarzazate på en solbeskinnet terrasse, et hurtigt besøg til et udendørs filmset, og så er vi på vej til de snoede veje i stenørkenen. En unik rute, skal jeg sige, da den slutter blindt efter Zagora, hvor ørkenen Sahara begynder. Den videre rejse kan foretages på 52 dage på kamelryg til Timbuktu i Mali.Vi krydser palmeplantager, ørkener og landsbyer i højt tempo på trods af vejen's smalhed. Et horn og så passerer vi.
Hotel Zagour ligger på den anden side af Zagora, på skråningen af bakken. Udsigt over palmeplantagen og solnedgangen. Tre smukke terrasser, 18 værelser, en stor pool og en stor restaurant indrettet i traditionel stil. Elleve personer arbejder her; receptionist, nattevagt, Lhoucine, salgschefen, servitørerne, rengøringsdamerne, Fatima, kokken med sit strålende smil og sin assistent, bogholderen og arrangøren af vandreture.
Mr. Benlhou inviterer os til middag i sit hjem, der serveres i et stort rum, der er forbeholdt gæsterne. Mr. Benlhou er en meget åben person, og samtalen flyder, hvilket gør aftenen livlig med ægte udveksling. Ejerens personlighed, hans udstråling og ro vil forblive med mig fra mit ophold på Hotel Zagour. Det, der slår mig, er den varme atmosfære i køkkenet, der bestemt meget afhænger af Fatima, sammenlignet med restauranten og den private stue, hvor vi spiste den lækre couscous.
Der er også en ægte atmosfære i gaderne. Alle passerer roligt omkring uden stress og med en vis harmoni. En stor central og lige gade med en enorm befæstet portal ved indgangen. Zagora fremstår som det vigtige stoppested før ørkenen Sahara. Sidste palmeplantage, sidste forsyning og sidste internetforbindelse. På vej til souken, ligesom i de små markeder i det sydlige Frankrig, mødes lokalbefolkningen mere for at sludre end for at handle. Vi møder "Pacha" (borgmesteren) med sine medarbejdere foran rådhuset.
Byen ser ud til at være klar til at tilbyde alle administrative faciliteter og andre tjenester, så alt går hurtigt og godt. Zagora har desuden set en stigning i ejendomsværdierne i de sidste 10 år, især i palmeplantagen. Deres største aktiv er ørkenen lige udenfor døren, den sikre sol og vandreture med berberne og deres dromedarer.Allerede tilbyder Lhoucine mig en rejse på et par dage med lejr for at opleve magien i de store ørkenområder.
Tilbage på hotellet bliver en mand med skæg præsenteret for mig af mine værter. Han tager sin bog frem og viser stolt omtale fra pressen og andre billeder om hans bedrifter som populær entertainer. Han stikker sig selv med søm og strikkepinde, og til sidst bliver han hængt op af en traktor, der er suspenderet i kroge, godt stukket ind i hans krop.
Hans show vil finde sted næste dag på kommunens sportsplads. Vi er fem i Lhoucines store Mercedes, musikken spiller højt (Samira Said & Cheb Mami). En jubelende mængde venter os, som om vi var vigtige personligheder.Der er ikke en turist her, det er virkelig et show for de lokale. Måske tænker tilskuerne, at jeg er promoteren for showet, for vores fakir-insisterer på præsentationer for byens notabiliteter, der sidder i første række.
Jeg føler så 2000 eller 3000 beundrende blikke i min retning, uden at glemme at alle disse fattige mennesker har betalt for deres pladser, men ikke jeg... Portrætter af kongen, flag og politiet er meget til stede. Underligt nok overvåger politiet stærkt alle disse familier med deres mange livlige børn.
Afgående lidt sent om morgenen sammen med Lhoucine, Mohammed kamelhandleren og to dromedarer, forlader vi den lille by Zagora for ørkenen og de sidste klipper, inden vi kommer til M'hamid og Sahara for fire dages vandring, cirka 20 km om dagen under en stærk sol og en konstant blå himmel.
Mohammed er en 22-årig ung berber; meget professionel, han er guiden, kokken, kamelhandleren, den der sætter tempoet for gåturen, og den der dykker os ind i en anden måde at leve og opleve ørkenen og dens palmer. Sund og velsmagende mad ledsaget af te under den berberiske telt eller i skyggen af et akacietræ, et palmetræ eller en gammel adobe-væg.
At lave mad under et telt kræver fleksibilitet og organisation; alt er lige ved hånden i små poser, han sætter sig ned, og alt virker enkelt. Da jeg ser tilbage på mit køkken på L'Etoile, har jeg indtrykket af at repræsentere korsfarerne med deres lange tunge sværd og heste, der galloperer ligeud. Her er alt mere fleksibelt; man omfavner livet mere, end man dirigerer det.
Vi møder, på den anden dag, en gruppe på 3 kamelhandlere og 7 franskmænd, der slår lejr i klitterne. Vandrestøvler, typiske vandrebukser (der kan blive til shorts), solcreme i overflod; vi er langt fra vores kamelhandlere, der ofte tilbringer mere end en måned i ørkenen, iført deres gamle Nike-sko eller blot slidte lædersandal.
Allerede næste dag viser de første vabler sig hos mine landsmænd; jeg føler allerede en let stramhed på toppen af min venstre fod den tredje dag; men overordnet set har jeg det godt og nyder denne unikke oplevelse, venligheden fra min ven Lhoucine, selskabet med Mohammed, og de livlige diskussioner om aftenen med franskmændene. Lhoucine er en meget åben person, med et skarpt sind, en smule revolutionær som mange marokkanere. Man kan diskutere alt med ham, han ved, hvordan man griner højt, og han er en fremragende vandrer. Han og jeg var slet ikke udstyret til vandring; klædt til byen, vi bekymrede os ikke og alt gik godt.
Midt i en stor ørkenløsning ringer Lhoucines mobil...., det er hans kone, som er i Vesoul eller Luxeuil, jeg husker ikke. Fra den anden generation, hun kan ikke vænne sig til det grå og kolde klima deroppe, og jeg kan forestille mig, at kontakt med sin mand midt i ørkenen må varme hendes hjerte! Samtalen varer næsten en time, alt på fransk, med indimellem nogle arabiske ord (sikkert de romantiske ord...).
Pludselig rækker Lhoucine mig telefonen midt i vores march mod det uendelige; hallo?! "Det siges, at du har et hotel i det sydlige Frankrig? Du laver udvekslinger med Hotel Zagour? Det er fantastisk! Vi vil komme og besøge dig!"Marokkanerne er åbne og har brug for venskab og anerkendelse. De avancerer hurtigt på trods af de få midler, de får, og den autoritære magt.
Endelig, efter tre dages vandring sammen med franske vandrere, skilles vi midt i ingenting, ligesom i Lawrence of Arabia; de går direkte mod en vandtank i horisonten, og vi går til venstre langs en lille bjergkæde for at nå dens ende. For at komme dertil skal vi kæmpe imod vinden og gå langt hurtigere end med den anden gruppe. Dette bliver alvorligt, og ingen af os tre taler længere. Mohammed trækker dromedarerne i et hektisk tempo, Lhoucine er optaget af sine tanker (måske i Vesoul?!) og jeg passer på ikke at vridse min ankel i denne stenede ørken. Denne stemning behager mig; jeg er i mit rette element, og jeg føler, at mine kolleger også er det.
Picnic afholdes i ydmyghed i skyggen af et lille isoleret træ; en tomat, et æble og to mandariner. Vi får alle tre et energidyk, og indsvøbt i hver vores tæppe dykker vi ind i en dyb søvn. Mohammed har sig selv liggende i solen i ly for vinden i en lille sandklit. Vinden blæser mere og mere kraftigt, og dromedaren ved min side bliver lidt nervøs og lægger sig så ned, kun halvmeteren fra mig... Stop!!!
Mohammed har ikke tagget dromedarerne, og snart er vores lille karavane på farten mod horisonten, hvor i enden af denne lange bjergkæde til venstre, vil vi finde den ultimative rute før den store ørken Sahara. Der venter os en anden kamelhandler, der har været i ørkenen i halvanden måned og har en fantastisk fangst!
Det er uden tvivl denne slags møder, hvor alt bliver sagt og udtrykt efter lange dage med ensomhed.
Hotel Zagour, Zagora, Draa-dalen, Marokko Kort 
Tidligere feriehjem med en have ved Allier-floden, L'Etoile Gæstehus ligger i La Bastide-Puylaurent mellem Lozère, Ardèche og Cévennes i Sydfrankrigs bjerge. Ved krydset af GR®7, GR®70 Stevenson-stien, GR®72, GR®700 Regordane måde, GR®470 Allierskloften-stien, GRP® Cévenol Rundtur, Ardèche-bjergene Rundtur, Margeride Rundtur. Mange ruter til rundvandringer og dagsudflugter med vandreture og cykelture. Ideelt til et afslappende ophold og vandreture.
Copyright©etoile.fr