Lillooet Pionerernes Vilde Vesten

Lillooet, også kendt som "British Columbias lille perle", er det regionale centrum med en befolkning på omkring 5.000 indbyggere. De første indbyggere var selvforsynende fiskere og jæger-samlere, der levede i dyb harmoni med årstidernes skiften. Den opdagelsesrejsende Simon Fraser ankom hertil den 30. juni 1808 efter en strabadserende rejse ned ad den flod, der i dag bærer hans navn. Bortset fra nogle få sporadiske besøg fra pelsjægere var der ikke meget aktivitet i Lillooet før guldgravernes ankomst i 1858.

Lillooet blev oprindeligt kaldt Cayoosh Flat på grund af de fremragende græsgange, som cayuserne (indianske ponyer) nød godt af her. Guvernør James Douglas gav byen navnet Lillooet i 1861, men både dens præcise geografi og stavemåde var genstand for lidt tvetydighed. Lillooet er i virkeligheden en stavefejl af det indianske ord LEEL-wat, der henviser til de indfødte fra Mount Currie og omegn.
I 1860'erne voksede Lillooet sig til den næststørste koloni nord for San Francisco og vest for Chicago. Ved "Mile 0" på den berømte Cariboo Road levede 16.000 sjæle et hårdt og livligt liv med hele 13 saloons og 25 barer.

Selvom de fleste guldgravere senere forlod byen for at søge lykken mod mere lovende horisonter som Klondike, overlevede Lillooet. I 1890'erne fandt minearbejdere fra Golden Cache-minen guld for adskillige millioner dollars. Byen blomstrede igen for alvor, da jernbanen ankom i 1912, og opdagelsen af endnu mere guld i Bridge River skabte et nyt, stort "boom".

Træsorter og planter i området ændrer sig markant i takt med højden og eksponeringen for sollys. I lavlandet finder man primært Guldfyr (Ponderosa) og Douglasgran. Jo højere man kommer op, skifter træerne gradvist til Klitfyr (Lodgepole pine), Engelmann-gran og subalpin ædelgran. De dominerende træer i regionen er derfor fyr, gran, balsamædelgran og Douglasgran. Nogle steder med mere fugtighed – mod kysten – vokser der desuden cedertræ og hemlock-gran.

St'at'imc-stammen
Det traditionelle territorium for St'at'imc-folket strækker sig over et kæmpe område fra Pavillon i nord til Port Douglas i syd. De har beboet disse egne i over 9.000 år, hvor "Uppers St'at'mics" primært har holdt til i den nordlige del af regionen, herunder ved Anderson Lake. Stammen bestod oprindeligt af flere forskellige familiegrupper, der delte det samme sprog og kultur, og som handlede og fordelte ressourcerne mellem sig. Deres økonomi var baseret på jagt, fiskeri, indsamling af planter og tjenesteydelser. De var semi-nomadiske og rejste om foråret, sommeren og efteråret derhen, hvor maden var mest rigelig.

St'at'imc-folket havde mange ledere længe før de hvides ankomst. En leder besad den viden, de færdigheder og de kvaliteter, der var strengt nødvendige for at sikre stammens overlevelse. Beslutninger blev truffet gennem konsensus til gavn for hele gruppen. De var velkendte for deres generøsitet, venlighed, produktivitet, stærke spiritualitet og deres overvejende fredelige natur – men de forsvarede altid deres territorium og ære med usvigeligt mod, når de en sjælden gang blev angrebet af nabostammer. St'at'imc-sproget og kulturen har overlevet mod alle odds, og nutidens såvel som fremtidige generationer fortsætter med stolthed at værne om deres arv.

Hængetræet (The Hanging Tree)
Dette ældgamle Ponderosa-fyrretræ blev brugt som et makabert hængested af det lokale retsvæsen for over 100 år siden. På daværende tidspunkt blev loven håndhævet af Sir Matthew Begbie, der i folkemunde var bedre kendt som "Den hængende dommer". To tyve blev hængt her på samme tid og derefter begravet på selve stedet. I 1859 noterede dommer Begbie i sine optegnelser: "Lillooet er et velstående sted, der ligger utrolig smukt ved bredden af Fraser River."

Lillooet, British Columbia, Canada - Kort