Auberge Siroua På vejen til Høje Atlas

Fra taxa til taxa når jeg endelig Taliouine fra Zagora via Agdz, Ouarzazate og Taznakht på ruten mod Agadir. Denne transportmetode er både meget effektiv og billig. Man skal blot sikre sig en plads foran, så man ikke bliver køresyg i svingene, når vi begynder opstigningen i bjergene (især i de gamle Peugeot 504 stationcars). Mellem Ouarzazate og Taznakht var vi 12 personer – altså 4 pr. sæderække. Jeg sad foran sammen med chaufføren, som styrede rattet, og hans sidemand, som skiftede gear, mens den traditionelle berbermusik flød fra kassettebåndet og holdt vores tålmodighed oppe. På trods af de mange trafikulykker i Marokko, hviler vores skæbne trods alt i Allahs hænder. Så lad os køre videre, livet fortsætter...

Da jeg ved et tilfælde ankom til Taznakht på byens markedsdag, blev jeg straks opslugt af en stemning, der var som taget ud af de bedste film eller Tintin-tegneserier. En halv times ventetid på den næste taxa (den tid det tog at fylde den op) gav mig mulighed for at trække vejret lidt, og ikke mindst nyde en lækker tagine til 20 dirham på en lille caféterrasse midt i souken blandt de travle tæppehandlere.

Endelig fremme i Taliouine. Auberge Siroua ligger på en lille gade til venstre for hovedgaden. Jeg træder ind ad den store glasdør, og her er jeg så, klar til mit andet møde med Mohammed Gheris, ejeren, og hans to venner Monssef, kunstneren, og Hamid, filosoffen. De tre sidder komfortabelt i den store restaurant og diskuterer verdenssituationen over et glas myntete og småkager. Det er tre markante personligheder, som jeg har haft stor glæde af at dele måltider, ture og besøg med. Jeg følte mig lidt som d'Artagnan, der sluttede sig til de tre musketerer.

Mohammed, som kaldes "Med", er både vært og universitetsprofessor i Marrakech. Han bor til daglig i storbyen med sin kone Samia og deres to børn. Han har en meget moderne og åben vision af Marokko. Jeg kunne sagtens se ham som uafhængig journalist, og han minder mig på mange måder om min egen far: nysgerrig, fordomsfri, utroligt ærlig og med et lille stænk af naivitet. Jeg satte enormt stor pris på hans invitation!

Monssef er en ægte karakter! Som kunstner og intellektuel åbner han døren til sin lidt surrealistiske verdensopfattelse. Han er en fantastisk kammerat, som ledsager os i nogle dage på vores rejse. Hamid, derimod, siger ikke så meget; han er ældre og udstråler en særlig ro, som om han bevidst overlader scenen til de yngre... Det er nok for ham blot at gå sammen med os, og han har desuden utallige venner i Marrakech fra sin tid som receptionist på et stort hotel i Ouarzazate.

På trods af tørken er dalene omkring Taliouine utroligt grønne, og livet i de små landsbyer leves i et højt tempo. Der er konstant børn, der leger, og kvinder i fuld sving med arbejdet; deres varme smil og venlighed rører mig dybt ved hvert eneste møde. Flere steder inviterer mænd, der sidder på caféterrasserne, mig spontant til at dele deres couscous.

Vi fulgte de små grusveje fra landsby til landsby og krydsede floden ved vadestederne. Her vaskede tre kvinder tøj, mens en mand passerede med sit muldyr. Efter at have nydt en picnic i skyggen af blomstrende mandeltræer på en terrasse med udsigt over dalen, viser Mohammed os en utrolig smuk, lille synagoge og en gammel, forladt kasbah, der blot venter på at blive restaureret – og straks tager planerne form...

På vejen mod Marrakech gør vi holdt i Taznakht hos en ven, der er antikvitetshandler. Indgangen til hans hus er skjult bag et stort hængende tæppe; et næsten magisk sted, hvor kun venner af venner inviteres indenfor til te. Antikvitetshandleren, som er enormt stolt af sit seneste fund, viser os en ægte berber-djellaba fra det 19. århundrede af ubeskrivelig værdi. Her er gæstfriheden helt og aldeles ægte; den "kunstige turisme" har endnu ikke forurenet de tætte relationer mellem mennesker her.

Et par kilometer efter Ouarzazate drejer vi ned ad en lille vej til højre, der fører os direkte til Ait Ben Haddou. Det er en dybt imponerende kasbah, der dækker hele den ene side af bakken. Mohammed kender ejeren af hotellet "La Kasbah", som ligger lige overfor og tilbyder en fabelagtig udsigt over de historiske monumenter. Selvom det er en stor turistattraktion med utallige små butikker, der sælger souvenirs og antikviteter på hovedgaden, er stemningen uforglemmelig. Abderrahmane Tebbou, hotellets ejer, inviterer mig gavmildt til at tilbringe de sidste to dage af min Marokko-rejse på hans rummelige hotel. Han er yderst venlig, men utroligt travl, så jeg får desværre ikke mulighed for at tale meget med ham. Det bliver to dages velfortjent hvile og transit, før turen går fra Afrika tilbage mod Europa.

Før vi krydser de høje bjerge, gør vi holdt hos Ahmed & Catherine for at få te og småkager. Dette fransk-marokkanske par har åbnet nogle skønne gæsteværelser på bjergsiden. Vi sidder komfortabelt på terrassen og nyder den betagende udsigt over dalen. Indenfor er indretningen smagfuld og meget indbydende, og en charmerende lille indre gårdhave fører frem til værelserne.

Mohammed Gheris har en fuldstændig enestående sans for gæstfrihed, og vi tilbragte fire vidunderlige dage sammen i Marrakech. Hele hans familie har hjertet på rette sted, og det var en enorm fornøjelse at være i deres selskab. Især Saloua (Mohammeds søster) og Samia, som jeg ofte fandt travlt beskæftiget i køkkenet, forkælede os med deres udsøgte retter og deres varme tilstedeværelse.

Mohammeds og Salouas far er en pensioneret oberst, der besidder en enorm viden om hele Nordafrikas historie. Han tryllebandt os med spændende diskussioner om Egypten og Nassers nationalisering i 1956. Dette var et afgørende øjeblik i min egen families historie, da min bedstefar på daværende tidspunkt mistede hele sin formue på blot få timer, inden han måtte flygte til Belgien. Han ejede Hotel de Paris i Kairo; et enormt prestigefyldt palads, der dannede ramme om møder mellem intellektuelle og forretningsfolk. Det er en atmosfære fra 30'erne, som man stadig svagt kan fornemme, når man vandrer gennem gaderne i Kairo og Alexandria i dag.

To gader længere nede bor en anden god ven: Khalid, som skal vise os Medinaen og de bedst skjulte og mest mystiske afkroge af Marrakech. Trængslen i gaderne lader ikke til at forstyrre storkene, som fredeligt bygger deres reder højt hævet over menneskemylderet. Khalid fortæller mig om sine 17 år i Canada og om sin kommende rejse til Jakarta i Indonesien, hvor hans veninde, som arbejder som arkitekt, venter på ham. Han er en utroligt fængslende person, som vi endte med at have mange dybe og spændende diskussioner med!

Næste morgen arrangerer Mohammed et møde på Handelsuniversitetet i Marrakech, hvor jeg får mulighed for at tale med hans studerende om min personlige vision for erhvervslivet og tankerne bag "L'Etoile". Jeg tilbragte en halv time i hver af de to klasser, hvilket gav mig chancen for at dykke ned i en helt anden verden og mærke, om mine holdninger overhovedet gav mening her. De studerende var utroligt åbne og engagerede. Spørgsmålene haglede ned over mig, og man kunne tydeligt mærke deres stærke motivation og sprudlende energi i forhold til at åbne sig mod resten af verden. Endnu engang havde jeg fået en yderst berigende oplevelse takket være min generøse vært!

Auberge Siroua, Taliouine, Provinsen Taroudant, Marokko - Kort