    
|
Ucluelet og Tofino Verdens Ende |
   
|
Ankomst til Vancouver Island med færgen fra Horseshoe Bay til Nanaimo, en dag før vores næste møde, vi kan tage til Tofino, en lille havneby beliggende omkring 40 km nord for Ucluelet. Krydset over øen tager længere tid end forventet, da vejen er meget snoet og ujævn. Det er en blind vej; efter den ligger Stillehavet og Kina. Vejen passerer gennem en imponerende skov af flere hundrede år gamle nåletræer, kaldet "Rain Forest".
MacMillan Provincial Park (Katedral Grove)
Dette lille stykke smuk skov ligger i midten af Vancouver Island mellem Parksville og Port Alberni. Oprettet i 1947, er Mac Millan Park et af de sidste rester af den tempererede regnskov, der dækkede hele øen for mere end tusind år siden. De ældste douglasgrantræer er 500 år gamle.
Lidt længere mod Port Alberni, ligger en gammel savværk, midt i skoven, som nu kun fungerer i lavt tempo. En vandmølle driver maskinerne, og i de trækanaler kan man se store laks svømme op ad strømmen. Søer og derefter fjorde, og til sidst havet og det åbne farvand.
Her, i Tofino, er der en tysker, der alene driver sit hotel-restaurant. Indenfor er det lidt kitsch, og countrymusikken fylder rummet. "Kan I lide det? Det er god musik," siger han til os. Rytmen fra denne traditionelle country og hans accent får os til at tænke på ølvalsene i München. Fish and chips + et glas rødvin, så er vi mætte. Endnu en original, der ikke fortryder sit hjemland og som driver sin virksomhed på sin egen måde, selvom det ikke behager alle. Værelset er rent, enkelt og billigt, men morgenmaden, som skulle være mellem kl. 8 og 11, eksisterer ikke længere. "Det er lukket! Det åbner kl. 2!" siger værten med sin stærke tyske accent, selvom han har været her i 40 år.
Det er ved havnen i den lille by, at indianerne og de marginaliserede, der bor på de små omkringliggende øer, kommer for at få forsyninger. Brændstof til bådene, mad til mændene, og så forsvinder de pludselig ud af horisonten med en motorbrøl. Der er også små vandfly, der kan lande næsten hvor som helst med stor smidighed.
Alle er venlige her, folk er afslappede. Disse to unge, der reparerer motoren på deres lille båd, er i deres eget univers, og deres blandingshund føler sig også hjemme og hopper fra dækket til båden og omvendt.
Et skilt til højre for vejen mod Ucluelet angiver en udsigtspunkt over havet gennem "Rain Forest" eller denne fugtige jungle med sine imponerende træer. Skoven strækker sig endnu 2 km, før den når havet.
To beslutsomme vandrere, iført vandrestøvler og små rygsække, bevæger sig mod en lille sti, der fører ind i denne uberørte skov. Udnyttende deres momentum, beslutter vi os for at følge efter dem med lidt forsinkelse. Stien bliver hurtigt udfordrende, den går stejlt nedad, fyldt med rødder og oversvømmet med mudder nogle steder. Jeg har oplevet lignende stier på Réunion Island. Op, ned, og især sørge for at se, hvor man sætter fødderne. Det mest krævende er måske at holde balancen og ændre tempoet hele tiden. Skoven er virkelig uberørt, heldigvis er stien godt markeret, og det regner ikke. Ved at fortsætte i denne udfordrende rute, når vi endelig, som ved et mirakel, en strand med fint sand, hvor den salte luft fylder vores lunger.
Her måtte nogle skibe kaste anker og pludselig, med en lille båd, lade mænd, våben og bagage gå i land, før de konfronterede naturens kræfter i al sin pragt. Vi er i begyndelsen og enden af verden.
På vores vej tilbage, sidder en blå-sort fugl på en gren og ser på os uden at bevæge sig. Det ser ud til, at den føler sig smuk og stiller op til foto.
Eventyr og turisme; jeg leder efter en tredje dimension, som måske er her: Ucluelet ligner lidt Tofino, men større. Husene, der ligger langs kystlinjen, er bygget på søjler. De ligner mere store hytter med brede balkoner, der vender mod havet. Trætrapper giver adgang til de flydende moler; ideel til en gåtur og garanteret atmosfære.
I enden af molen er Zeal, en smuk fiskebåd med mænd om bord. Når vi ankommer, er aktiviteten i fuld gang, og hjælpen til at sætte dækkene tilbage på plads mellem skrog og molen modtages med glæde.
Jim, kaptajnen, er en jovial og direkte mand, han inviterer mig om bord og præsenterer mig for hans besætning. En mand, der vedligeholder maskinerne, to mænd, der renoverer køkkenet, og en mand, der står op og spiser suppe i sin gule regnfrakke.
James, mekanikeren fra de nordlige territorier, Dwain, den professionelle fisker, Dave, den chefmaskinist, og Darren, kaldet Whity, den lejlighedsvise kok, advokat af profession og søn af ejeren af Zeal. Vejret er dårligt i dag, og i går var der endda en lille tornado, der ramte kysten. Båden forbliver i havn, og mændene benytter lejligheden til at få alt i orden.
Det er lidt som på L'Etoile; der mangler ikke arbejde, og den kommende sæson er lidt som den næste udflugt på havet. Jeg har altid sammenlignet L'Etoile med et fragtskib med sin kedel, der fungerer som maskinrum, balkonen, der giver indtryk af at være på skibets dæk, og besøgende, der får mig til at rejse. Der er også en kaptajn, og båden kan også synke.
Jim, kaptajnen, viser mig rundt på sit skib; kahytterne, køkkenet, gangen, lastrummet, hvor fisken og isen opbevares, maskinrummet, dækket med sine fiskeredskaber og endelig broen med det ægte trærat og kobbertermometre i alle størrelser. En stor computerskærm tilsluttet internettet og GPS gør det muligt for piloten konstant at kende fiskepriser og sin position. "Det er et godt erhverv, man tjener godt," siger Jim, mens han sætter sig komfortabelt ved sit rat.
Udenfor ændrer vejret sig ikke, og båden gynger let på bølgerne; regnen og vinden er steget i intensitet. Vi føler os godt tilpas i spisesalen, der deles med køkkenet. Hver har en øl, ilden i pejsen og de fremragende sandwiches, der serveres med glæde af kokken.
Før Dave, maskinisten, går tilbage til sine lastrum og sit snavs, viser jeg dem nogle digitale billeder fra min region. Set fra en båd og fra British Columbia, ser Cevennerne og de små middelalderlandsbyer, som La Garde Guérin, meget fjerne ud og ser ud til at påvirke sømændene, der får nogle nye idéer. 5 måneders arbejde og 7 måneders rejse, det ville glæde kaptajnen. Udveksling af visitkort og oprigtige håndtryk. Vi har lige oplevet den ægte gæstfrihed, den man kun sjældent finder! Som vært vil jeg huske denne spontane, uventede og meget relevante lektion.
Ucluelet og Tofino, Vancouver Island, British Columbia, Canada - Kort 
Tidligere feriehjem med en have ved Allier-floden, L'Etoile Gæstehus ligger i La Bastide-Puylaurent mellem Lozère, Ardèche og Cévennes i Sydfrankrigs bjerge. Ved krydset af GR®7, GR®70, Stevenson-stien, GR®72, GR®700, Regordane måde (St Gilles), GR®470 Kilderne og kløfterne ved Allier, GRP® Cévenol, Ardèche-bjergene, Margeride. Mange ruter til rundvandringer og dagsudflugter med vandreture og cykelture. Ideelt til et afslappende ophold og vandreture.
Copyright©etoile.fr