Ucluelet og Tofino Verdens ende

Efter ankomsten til Vancouver Island med færgen fra Horseshoe Bay til Nanaimo, ankom vi en dag før vores næste aftale, hvilket gav os tid til at tage til Tofino – en lille havneby beliggende omkring 40 km nord for Ucluelet. Turen på tværs af øen tog længere tid end forventet, da vejen er meget snoet og ujævn. Det er en decideret blindgyde; herfra er der kun Stillehavet og Kina. Vejen snor sig gennem en imponerende skov af århundredgamle nåletræer, lokalt kendt som "Rain Forest".

MacMillan Provincial Park (Cathedral Grove)
Dette lille stykke storslåede skov ligger midt på Vancouver Island, mellem Parksville og Port Alberni. MacMillan Park, som blev etableret i 1947, er en af de sidste rester af den tempererede regnskov, der dækkede hele øen for mere end et årtusinde siden. De ældste douglasgraner her er over 500 år gamle.

Lidt længere fremme mod Port Alberni ligger et gammelt savværk midt i skoven, som nu kun kører på lavt blus. En vandmølle trækker stadig maskinerne, og i trækanalerne kan man se store laks svømme mod strømmen. Herfra er der søer, derefter fjorde, og til sidst åbner havet sig.

Her i Tofino mødte vi en tysker, der driver sit hotel og restaurant helt alene. Indretningen er en smule kitsch, og countrymusikken fylder rummet. "Kan I lide det? Det er god musik," siger han. Rytmen i den traditionelle country og hans accent leder straks tankerne hen på ølvalse i München. Fish and chips og et glas rødvin, så er vi mætte. Han er endnu en original sjæl, der ikke savner sit hjemland, og som driver sin forretning på sin helt egen måde – også selvom det ikke falder i alles smag. Værelset er rent, enkelt og billigt, men morgenmaden, som normalt serveres mellem kl. 8 og 11, eksisterer ikke længere. "Der er lukket! Jeg åbner først kl. 2!" siger værten med sin stærke tyske accent, selvom han har boet her i 40 år.

Det er nede ved havnen i den lille by, at de indfødte og de lokale originaler, der bor på de små omkringliggende øer, kommer for at proviantere. De tanker bådene og køber forsyninger, før de pludselig forsvinder ud i horisonten med et brøl fra motoren. Her er også små vandflyvere, der med stor smidighed kan lande næsten overalt.

Alle er venlige her, og folk er utroligt afslappede. To unge fyre, der reparerer motoren på deres lille båd, befinder sig helt i deres egen verden, og deres gadekryds af en hund føler sig tydeligvis også hjemme, mens den hjemmevant hopper frem og tilbage mellem dækket og båden.

Et skilt på højre side af vejen mod Ucluelet viser vej til et udsigtspunkt over havet gennem "Rain Forest" – denne utrolige, fugtige jungle med sine majestætiske træer. Skoven strækker sig endnu et par kilometer, før den møder Stillehavet.

To beslutsomme vandrere i fuldt udstyr og med små rygsække bevæger sig ind på en lille sti, der fører dybt ind i den uberørte skov. Grebet af stemningen beslutter vi os for at følge efter dem lidt på afstand. Stien bliver hurtigt udfordrende; den går stejlt nedad, er overstrøet med store rødder og flere steder oversvømmet med mudder. Jeg har tidligere oplevet lignende stier på øen Réunion. Op og ned, og man skal hele tiden se sig godt for, før man sætter foden. Det mest krævende er at holde balancen og det konstante skift i tempo. Skoven er virkelig vild og uberørt, men stien er heldigvis godt markeret, og det regner ikke. Efter at have kæmpet os igennem denne forhindringsbane når vi endelig, nærmest som ved et mirakel, frem til en strand med det fineste sand, hvor den salte havluft fylder lungerne.

Man kan nemt forestille sig, hvordan skibe i gamle dage har kastet anker her og pludselig sendt mænd, våben og forsyninger i land i små joller for at konfrontere naturens voldsomme kræfter. Vi befinder os ved verdens begyndelse – og ved dens ende.

På vejen tilbage sidder en blå-sort fugl stille på en gren og betragter os. Den føler sig tydeligvis smuk og poserer velvilligt for kameraet.

Eventyr og turisme; jeg leder altid efter en tredje dimension, og måske findes den netop her. Ucluelet minder en del om Tofino, bare større. Husene langs kysten er bygget på pæle og ligner store hytter med brede træbalkoner ud mod havet. Trætrapper fører ned til de flydende anløbsbroer – et ideelt sted til en gåtur med garanteret maritim atmosfære.

For enden af molen ligger *Zeal*, en smuk fiskekutter med sin besætning om bord. Da vi ankommer, er de i fuld gang med arbejdet, og vores hjælp med at få dækkene tilbage på plads mellem skroget og molen bliver modtaget med kyshånd.

Jim, kaptajnen, er en jovial og ligefrem mand, der straks inviterer mig om bord og præsenterer mig for besætningen: En mand, der ordner maskinerne, to, der er i gang med at renovere køkkenet, og en sidste i gul regnfrakke, som står op og spiser suppe. Der er James, mekanikeren fra de nordlige territorier; Dwain, den professionelle fisker; Dave, maskinmesteren; og Darren, kaldet "Whity", der fungerer som assisterende kok, er advokat af profession og desuden søn af Zeals ejer. Vejret er dårligt i dag, og i går ramte en lille tornado endda kysten. Båden bliver i havn, og mændene benytter lejligheden til at gøre alting klart.

Det minder faktisk lidt om L'Etoile; der mangler aldrig noget at tage sig til, og den kommende sæson er som at forberede den næste store tur på havet. Jeg har altid sammenlignet L'Etoile med et stort fragtskib: Fyrrummet fungerer som maskinrum, balkonen føles som skibets dæk, og de mange gæster tager mig med på en rejse. Der er også en kaptajn, og båden kan såmænd også synke.

Kaptajn Jim viser mig stolt rundt på sit skib: Kahytterne, køkkenet, gangene, lastrummet, hvor fisken og isen opbevares, maskinrummet, dækket med alt fiskeudstyret og endelig kommandobroen med det ægte trærat og kobbertermometre i alle størrelser. En stor computerskærm med internetforbindelse og GPS gør det muligt for ham konstant at holde øje med fiskepriserne og sin præcise position. "Det er et godt erhverv, man tjener godt," siger Jim, mens han sætter sig komfortabelt i kaptajnsstolen.

Udenfor er vejret uændret, og båden vugger blidt på bølgerne, mens regnen og vinden er taget til i styrke. Vi sidder varmt og godt i spisesalen, som ligger i forlængelse af køkkenet. Vi får en øl, der er ild i pejsen, og kokken serverer fremragende sandwiches med et stort smil.

Inden maskinmesteren Dave vender tilbage til lastrummet og snavset, viser jeg dem nogle digitale billeder fra min egen egn. Set fra en båd i British Columbia virker Cevennerne og små middelalderlandsbyer som La Garde-Guérin utroligt fjerne, men de gør et stort indtryk på sømændene, som pludselig får nye idéer. 5 måneders arbejde og 7 måneders rejse – det er noget, der tiltaler kaptajnen. Vi udveksler visitkort og giver hinanden et fast håndtryk. Vi har lige oplevet ægte gæstfrihed; den slags, man sjældent støder på! Som gæstehusejer vil jeg huske denne spontane, uventede og utroligt lærerige lektion.

Ucluelet og Tofino, Vancouver Island, British Columbia, Canada - Kort