I anden halvdel af august besluttede vi at tage af sted som familie med vores to børn på 14 og 17 år for at vandre på Cévenol-stien. Ideen om at rejse med rygsæk og gå fra hytte til hytte fangede os med det samme. For os var det en sand premiere – inspireret af en vandreven, hvis beretninger havde fået vores mund til at løbe i vand.
Men hvor skulle vi tage hen? Det var det første dilemma, der syntes svært at løse på grund af vores mange krav: et landskab, der hverken var for fladt eller for stejlt; gode chancer for smukt vejr uden ekstrem varme. Desuden tiltalte en rundtur os mere end en lang, lige strækning, og vi ville for enhver pris undgå at gå langs veje, selv små landeveje. Valget faldt hurtigt på Cévenol. Denne regionale vandresti (GRP) var for os det ideelle kompromis: dagsetaper på cirka 15 kilometer ad markerede stier, midt i en intakt og velbevaret natur.
Vi valgte La Bastide-Puylaurent som udgangspunkt og indlogerede os på gæstehuset L'Étoile. Philippe, der både er vært og ankermand (han tager sig af alt!), byder én så varmt velkommen, at man føler, man har kendt ham altid. Indkvarteringen er enkel, men af høj kvalitet, måltiderne er overdådige, og den familiære atmosfære emmer af en uforlignelig varme.
Så er vi af sted! Som en opvarmning på 8 kilometer starter vi stille og roligt mod Saint-Laurent-les-Bains og passerer klosteret Notre-Dame-des-Neiges. Ruten begynder med en blid stigning på knap 6 kilometer gennem et let kuperet landskab, efterfulgt af en temmelig stejl nedkørsel på 2 kilometer mod Saint-Laurent-les-Bains, forbi ruinerne af et gammelt udsigtstårn. Vi tilbringer vores første og eneste nat på herberget "Le Chat Bleu".
Næste dag begynder det for alvor med retning mod Montselgues. Terrænet er meget kuperet, og det er fascinerende at observere, hvordan vegetationen ændrer sig i takt med højden og sollyset: Kastanjeskove viger gradvist for store hedeområder, der byder på et betagende, dyblilla syn. Derefter fører stien os roligt ned gennem idylliske landskaber og de charmerende landsbyer Laval-d'Aurelle og Ourlette. Halvvejs nyder vi en velfortjent picnic ved bredden af en flod med krystalklart og forfriskende koldt vand.
Netop her bliver det hårdt. Den efterfølgende stejle stigning får os næsten til at fortryde vores pause, da vores afkølede muskler nu skal tackle to store stigninger, der bringer os fra 700 til 1.100 meters højde. Vi løber hurtigt tør for vand, men heldigvis tilsmiler heldet os, da vi passerer Pradon, hvor to unge feriegæster venligt lader os tanke op. Ved ankomsten til Montselgues, en by indhyllet i absolut ro, bliver vi varmt modtaget på etapeherberget. Her venter et rigeligt måltid – som vi deler med et par fra Sauternes, der følger præcis samme rute, og som vi vil møde igen senere – inden vi falder i en dyb og restituerende søvn.
En lang nedstigning fører os derefter til foden af den maleriske landsby Thines, der troner på sit klippefremspring. Et hvil her er tiltrængt og giver os mulighed for at fylde drikkevand på ved den lokale fontæne (faktisk kirkegårdens vandhane, hvor vandet er så iltrigt, at det virker helt grumset). Derefter følger en ny stigning gennem en utroligt velduftende skov af korkege og strandfyr, som bringer os op i næsten 900 meters højde. Her følger vi et stykke af en gammel romervej, inden vi går ned mod Dépoudent, hvor Monsieur Chat venter os på sit hyggelige herberg.
Denne etape var uforglemmelig. På dette herligt rustikke sted, med en terrasse under en pergola med en betagende udsigt over Chassezac-dalen, får vi en yderst autentisk velkomst af vores 70-årige vært. Han sætter en ære i at lade os smage sit lokale køkken: kylling med kastanjer, tomatsalat frisk fra haven, kiwier, solmodne blommer og hjemmelavet vin. Næste dags program er krævende: en meget lang nedstigning med stejle og stenede partier, hvor det er svært at gå, og risikoen for at vrikke om er reel. Men anstrengelserne belønnes, da vi passerer Saint-Jean-de-Pourcharesse, en overraskende lille by, hvis kirke har fem klokketårne – hvoraf dog kun ét har en klokke!
Ved ankomsten til Chambonas er vi allerede halvvejs. Derfor beslutter vi at tage en hviledag i denne charmerende by, der krones af sit slot, og tilbringer to nætter på gæstgiveriet "Les Sources" (Gîtes de France nr. 206). Med alle moderne bekvemmeligheder og en meget indbydende swimmingpool er stedet perfekt til at lade batterierne op. Eneste ulempe: Da de ikke serverer aftensmad, må vi gå 2,5 kilometer til Les Vans for at finde de nærmeste butikker.
Denne pause var kærkommen, for den næste etape viser sig at være betydeligt mere krævende. Efter Les Vans fører en hård stigning på over 4 kilometer og 400 højdemeter os op til Brahic. Den efterfølgende nedkørsel er stejl: et fald på 300 meter over 2,5 kilometer, hvoraf halvdelen falder på mindre end en enkelt kilometer. Nede i dalen inviterer en lille flod uimodståeligt til picnic – især da vi allerede har 9 kilometer i benene. Som så ofte før er det hårdt at komme i gang igen med endnu en meget stejl stigning på 250 højdemeter over knap en kilometer. Varmen kan mærkes, og vores vandreserver begynder for alvor at bekymre os: Vi har kun én liter tilbage til fire personer!
Heldigvis er det værste overstået, og vi begynder en fredelig nedstigning på to kilometer. Her bekræfter undtagelsen reglen: Hvor vi hidtil aldrig har haft svært ved at finde vand – mange lokale tilbød det endda spontant – får vi os en overraskelse i Safrenière. Vi får øje på et barn, der leger i en stor have med en flot pool og en imponerende firehjulstrækker, og spørger, om forældrene vil fylde vores flasker fra vandhanen. Til vores store forbløffelse kommer moren os i møde kun for at bedyre, at ledningsvandet er forurenet, at de ikke har nok kildevand på flaske til at afse en eneste til os, og at den bedste løsning vil være at gå tilbage til Les Vans for at købe noget! Jamen selvfølgelig, frue, det er netop der, vi kommer fra, vi vender straks om...
Vi fortsætter naturligvis vores rute, som afsluttes med en smuk stigning mod det charmerende herberg La Pauze. Vores værtinde, Madame De Roo, er en utrolig dynamisk kvinde, der styrer sit hus med hård, men kærlig hånd. Efter lidt forhør finder vi desuden ud af, at ledningsvandet i området aldrig har været forurenet! Skidt pyt, vi glemmer hurtigt vores træthed (og episoden i Safrenière) ved poolen i selskab med ejendommens to meget kærlige hunde. Om aftenen spiser vi ved et middagsbord, der i sig selv er hele omvejen værd!
Næste dag, efter en morgenmad der fuldt ud lever op til den gode modtagelse, begiver vi os atter af sted. Straks vi har passeret ejendommens mur, er tonen slået an: Det bliver en sportslig etape! Stien går uophørligt opad, og vi stiger fra 420 til 880 meters højde på mindre end 6 kilometer med nogle særdeles krævende passager. Men anstrengelserne bliver rigeligt belønnet: Fra toppen er panoramaudsigten en ren fornøjelse. Udsigten strækker sig så langt øjet rækker over Cevennerne og Ardèche, med det storslåede Château d'Aujac, et fantastisk middelaldermonument, knejsende nedenfor.
Selvom dette fantastiske udsigtspunkt er passeret, er anstrengelserne ikke forbi. Det efterfølgende stykke er drøjt: En svimlende nedkørsel med et fald på 560 højdemeter over mindre end 4 kilometer for til sidst at lande på bredden af floden Cèze i 320 meters højde. Stedet er betagende smukt, ideelt til et langt hvil og en picnic. Derefter skal man, medmindre man er startet ved daggry, sætte turbo på for at ankomme til Génolhac i tide og ikke misse toget hjem. Det ville dog være utroligt ærgerligt at skulle skynde sig så meget, at man overser de smukke landskaber i slutningen af ruten. Vi er trods alt på ferie, og toget kl. 18.40 bringer os sikkert hjem og åbenbarer undervejs et panorama, som kun vandrere for alvor kan sætte pris på. Familie Magis