Puy-en-Velay har en rig og gammel historie, hvis første spor går helt tilbage til antikken, selvom byens egentlige opblomstring især er knyttet til middelalderen. Byen var et hedensk kultsted, før den blev et betydningsfuldt kristent spirituelt centrum. Fra det 10. århundrede etablerede den sig som et grundlæggende udgangspunkt for pilgrimsfærden til Santiago de Compostela – en rute, der er kendt under navnet Via Podiensis. På det tidspunkt nød byen godt af beskyttelsen fra sine biskopper og domkapitlet. Katedralen Notre-Dame-du-Puy vidner stadig i dag om denne religiøse inderlighed og svundne storhed.
Oprindelse og grundlæggelsen af bispedømmet
I slutningen af det 6. århundrede, på Gregor af Tours' tid – den første historiker, der nævnte den – eksisterede byen Puy, eller rettere Anis (Anicium), endnu ikke. Denne betegnelse blev brugt om et bjerg, hvor byen Anis senere opstod. I dag kaldes den Le Puy, et ord afledt af det aquitanske puich eller puech, der betyder højde eller forhøjning.
Fra sin oprindelse ser vi byen Puy eller Anis, beliggende i Velay-regionen, være underlagt sine biskopper, blandt hvilke vi tæller hele elleve helgener. Det præcise tidspunkt for grundlæggelsen af dette bispesæde er meget usikkert, og vi kender kun med nød og næppe navnene på de biskopper i Velay, som har besat det før det 6. århundrede.
De to historikere for denne kirke, Gissey og Theodore, beretter ganske vist om flere begivenheder fra deres liv, men de baserer sig udelukkende på breviarer eller legender af for ny og dermed tvivlsom oprindelse. De udnævner Sankt Georg til kirkens første biskop, som de gør til discipel af apostlen Peter, og hvis relikvier opbevares i kollegiatkirken af samme navn i Puy.
Efter ham nævnes Sankt Marcellin og Sankt Paulier, og det påstås, at sidstnævntes efterfølger, Sankt Évode, almindeligvis kaldet Voisy, i enten det 3. eller det 6. århundrede (man er langt fra enige om dette) flyttede bispesædet, der dengang var placeret i Ruessium eller Vallava (civitas Vellavorum) siden Sankt Pauliers tid, til byen Anicium.
Ifølge en anden version fandt denne overflytning først sted mellem årene 877 og 919, ved biskop Norberts mellemkomst. Ved denne lejlighed overførte han ligeledes relikvierne af Sankt Georg og Sankt Marcellin fra Vallava til Puy.
Pilgrimsvandringens storhedstid og den biskoppelige magt
Under alle omstændigheder må byens begyndelse have været vanskelig, for det lader ikke til, at den for alvor tog form i en periode kortere end fra slutningen af det 10. århundrede til de første år af det 12. århundrede. Anicium var stadig blot en landsby, hvis landområde tilhørte hertugerne af Aquitaine – de daværende grever af Velay – da kong Raoul den 8. april 924 med samtykke fra en af dem, hans vasal Guillaume 2. eller 3., forærede landsbyen, der lå op til kirken Notre-Dame-du-Puy, til biskoppen af Velay, Adalard, med alle dens tilhørende rettigheder. Disse omfattede retten til told (teloneum), markedsrettigheder, jurisdiktion og møntslagning.
Biskoppen af Puy nød derfor fra da af kongelige rettigheder. Man kan dog ikke med sikkerhed fastslå, om Adalard var den første, der prægede mønt, men det er et ubestrideligt faktum, at hans efterfølgere prægede mønter, der blev kaldt podienses. Raouls dokument blev i 955 bekræftet af kong Lothar til fordel for biskop Godescalc, som var rejst til ham i Laon; og i 1134 af Ludvig 6. (Louis-le-Gros), hvis diplom, dateret i Orléans, for første gang forener Anis (Anicium) med navnet Le Puy og officielt omtaler den som en by. Ludvig 6. forærede derudover slottet Corneille til biskop Humbert, men han nævnte ikke grevskabet Velay – ligesom kongerne Lothar og Raoul heller ikke havde gjort det. Dette beviser, at biskopperne af Puy ikke så tidligt indlemmede grevskabet i deres eget territorium. Hvis man skal tro visse historikere, havde biskopperne siden 998 kun hørt under Den Hellige Stol gennem et privilegium givet til biskop Théotard. Først senere, i 1051, udvidede pave Leo 9. dette privilegium med retten til at bære pallium.
Kirken Notre-Dame-du-Puy havde allerede opnået et stort ry for sin hellighed, og de troende strømmede til fra nær og fjern. Den meget fromme kong Robert besøgte den på sin vej tilbage fra Brioude i 1029. Biskop Aymar de Monte tvang vicegreven af Polignac til at trække sine krav på kirken tilbage i 1087. Således voksede prælaternes magt gradvist gennem utallige donationer, der udsprang af tidens overtroiske fromhed, samt gennem overdragelsen af flere fæstningsværker i Velay (1169). Ludvig 7. (Louis-le-Jeune) var den første franske konge af det tredje dynasti, der opkrævede skat i byen Puy, som han besøgte to gange (1138-1146).
Denne by havde inden for sine mure modtaget paverne Urban 2. (1095), Gelasius 2. og hans efterfølger Callistus 2. (1118), Alexander 2. (1162) og Alexander 3. (1165). Der blev afholdt et kirkemøde (koncil) i byen i 1130, hvor pave Innocens 2. enstemmigt blev anerkendt, mens hans modstander Anacletus blev ekskommunikeret. Da albigensernes kætteri blev en trussel, samlede en udsending fra pave Alexander 3. et nyt koncil i byen (1181) for at bekæmpe det. Det ville blive for omfattende at opregne alle de konger, fyrster, herremænd, dronninger, adelige damer, pilgrimme og folk af enhver stand, køn og alder, som rygtet om den hellige jomfru fra Puy bragte dertil i tusindvis. Vi vil nøjes med at nævne, at der i 1406, på dagen for Mariæ bebudelse – fordi denne festdag faldt sammen med Langfredag og udløste en særlig aflad – var en så overvældende mængde pilgrimme ved Notre-Dame-du-Puy, at intet mindre end to hundrede personer blev kvalt til døde i den enorme menneskemængde.
Krige, konflikter og modstand
Inden kong Filip 2. August påbegyndte sit korstog til Det Hellige Land, rejste han til Puy for at påkalde Jomfru Marias hjælp og sikre sig hendes gunst til sit foretagende (1188). Nogle år senere opstod der stridigheder mellem biskoppen af Puy, Robert de Mehun, og byens indbyggere. Kongen greb ind i konflikten til fordel for biskoppen, som dog kort efter blev myrdet i Saint-Germain af en vis Bertrand de Cares, en mand, som biskoppen tidligere havde ekskommunikeret.
Senere forsøgte indbyggerne igen at undslippe deres prælats verdslige magt, men biskoppen, bakket op af den kongelige autoritet, formåede altid at bringe dem til fornuft (1219-1236). Ludvig den Hellige (Saint Louis) afholdt et møde i Puy med Jakob, konge af Aragonien, og opholdt sig i byen i tre dage på sin hjemrejse fra Palæstina. Her modtog han gæstfrihedsret fra byens borgere, biskoppen og domkapitlet (1243-1254). Imidlertid rystede et sørgeligt oprør Puy, forårsaget af nogle soldater, der havde plyndret de omkringliggende landområder. To dommere blev ofre for folkets harme, og som straf forblev kommunen i lang tid frataget sit konsulat og sine privilegier (1277). Filip 3. den Dristige og Filip 4. den Smukke gjorde også ophold i Puy, henholdsvis i 1283 og 1285. Biskop Jean de Cuménis var blandt de prælater, der støttede Filip 4. mod pave Bonifatius 8. og appellerede Den Hellige Stols indgreb til det næste koncil (1283-1285-1313).
Mens kong Johan 2. den Gode sad i engelsk fangenskab, greb indbyggerne i Puy til våben og stoppede de engelske angreb nær Clermont (1359). Karl 6., der håbede på helbredelse eller lindring af sine vanvidsanfald, foretog to pilgrimsvandringer til Puy, hvor han udførte den rituelle berøring for at helbrede de kirtelsyge. Den samme konge fastsatte antallet af konsuler i byen til seks, og da han tilsyneladende ikke brød sig om farven på deres kapper og hætter, befalede han, at de fremover skulle være lavet af skarlagen i stedet for blåt uldstof (1389-1394). I begyndelsen af det følgende århundrede måtte adelsmændene i Velay kæmpe mod både englænderne og hertugen af Bourgogne. De barrikaderede sig i Puy, som hertugen havde forsøgt at overtage ved et overraskelsesangreb i håbet om, at byens fald ville føre til overgivelsen af både Vivarais og Gévaudan. Deres modstand brød dog angribernes mod, der blev ledet af prinsen af Orange (1419). Kort tid efter udråbte Dauphinen – den senere Karl 7. – til riddere alle dem, der havde udmærket sig i kampen mod burgunderne, efter han havde erobret Languedoc og holdt sit indtog i Puy. Han opholdt sig på slottet Espaly nær Puy, da han modtog nyheden om sin fars død, og det var netop dér, han blev hyldet som konge af Frankrig (1420-1422).
Under krigen om Det Offentlige Gode (Ligue du Bien public) forblev Velay, trods greven af Polignacs og biskoppen af Puys ihærdige bestræbelser, tro mod kongen. Den provinsielle guvernørs kloge foranstaltninger forhindrede byen i at slutte sig til oprøret (1460). Frankrigs dronning, Charlotte de Savoie, besøgte Puy i 1470, og Ludvig 11. ankom selv som pilgrim seks år senere for at afholde en novene. I 1482 blev byen ramt af en frygtelig pest, der var blevet forudgået af en voldsom storm, som ødelagde høsten og udløste hungersnød. Pesten dræbte sytten tusinde mennesker, som blev begravet i massegrave au Clusel på Martouret-pladsen, hvor byens rådhus i dag står. Pesten hærgede byen igen i 1521 og forårsagede yderligere ødelæggelser i 1547. De rædselsslagne indbyggere flygtede ud på landet; selv konsulerne forlod byen, hvor græsset snart begyndte at gro frit i gaderne. I en mere fredelig periode forinden havde religiøs hengivenhed tiltrukket tre berømte personligheder til Puy: De franske konger Karl 8. og Frans 1. (1495-1516) samt Skotlands regent, John Stewart (1533). Henrik 2. indkaldte i 1548 en særlig domstol (Les Grands Jours) i byen med det formål at udrydde den ulykkelige lutherske sekt. Flere kættere blev ved denne lejlighed dømt til bålet.
Religionskrigene og Den Katolske Liga
Størstedelen af befolkningen i Puy var katolsk, da religionskrigene brød ud. Da den protestantiske anfører Baron des Adrets ikke selv kunne lede angrebet for at indtage byen, sendte han sin næstkommanderende, Blacons, afsted i spidsen for syv til otte tusinde mand (1562). Han ankom ved daggry foran fæstningen, der blev forsvaret af Velays ypperste adel. Efter at være blevet slået tilbage med hård hånd, plyndrede han landsbyen Aiguilhe, franciskaner- og dominikanerklostrene, og stormede derefter slottet Espaly, der tilhørte biskoppen af Puy, Sénectère. Han ødelagde slottets mure og befæstninger og vendte derefter tilbage for at angribe byen, men alle hans fremstød slog fejl, og han blev til sidst tvunget til at hæve belejringen med svære tab. For at imødegå nye angreb fra protestanterne – som heldigvis aldrig kom – sørgede Antoine de la Tour de Saint-Vidal, guvernør i Velay og det øvre Vivarais, for at forstærke Puys forsvarsværker og indkaldte hele adelens hær til våben.
Senere blev yderligere befæstninger bygget i Puy. Protestanterne konspirerede for at overgive byen indefra, men seneskalken af Rochebonne opdagede planerne og afværgede kuppet (1568). Under Bartholomæusnatten (1572) nægtede biskop Sénectère at udføre hoffets blodige ordrer om at massakrere protestanterne. I stedet samlede han byens protestanter i sit palads, læste kongens breve op for dem og formåede at røre dem så dybt med sin storsind, at de straks og frivilligt konverterede til katolicismen. Byen sluttede sig kort tid efter til Den Katolske Liga, og François de Coligny forsøgte forgæves at indtage den ved et overraskelsesangreb (1585). La Tour de Saint-Vidal, en glødende tilhænger af Guise-familien, fik senere byens borgere til at sværge troskab til Den Hellige Union mod kong Henrik 3. En delegation udsendt fra Toulouse var med til at overbevise dem fuldstændigt, og biskoppen gik selv forrest som et eksempel. Den utilfredse konge udnævnte François de Chaste til ny guvernør over Velay, men indbyggerne i Puy nægtede kategorisk at anerkende andre end baron de Saint-Vidal i dette embede. Under baronens fravær valgte borgerne fireogtyve repræsentanter, som de overdrog byens ledelse til, stærkt inspireret af De Sekstens Råd i Paris og De Attens Råd i Toulouse. Da Henrik 3. blev myrdet, anerkendte Chaste og biskoppen arvtageren Henrik 4., mens borgerne i Puy, anført af Saint-Vidal, i stedet forberedte sig på at forsvare byen mod den nye konge.
Ligaens tilhængere i byen offentliggjorde en resolution fra parlamentet i Toulouse, der beordrede konfiskation af politiske modstanderes ejendom, for at pengene kunne bruges til at finansiere krigen. Derefter drog de i felten, stormede slottet Polignac, hvis forsvarsværker de jævnede med jorden, og forsøgte lynangreb på slottene Ceyssac og Espaly (1589-1590). Saint-Vidal havde mere succes; han var vendt tilbage med titlen som guvernør af Gévaudan og stod i spidsen for fem til seks tusinde mand. Det lykkedes ham at indtage Espaly gennem overgivelse, hvorefter han bortsprængte dets befæstninger. Men under et forsoningsmøde røg han i totterne på Chaste; de endte i en duel, hvor Saint-Vidal blev dræbt. Ligaens tilhængere i Puy gav ham en storslået begravelse og fornyede deres ed om aldrig at anerkende Henrik af Bourbon (Henrik 4.) eller nogen af hans allierede – et portræt af kongen fra Béarn blev endda brændt offentligt på byens torv. Royalisterne forsøgte efterfølgende at erobre Puy i ly af mørket, men planen blev afsløret, og de led voldsomme tab under angrebet.
Deres øverste ledere, herunder seneskalk Chaste, omkom i disse kampe. Flere borgere, der blev mistænkt for at have konspireret med royalisterne, blev kastet i fængsel, og de mest fremtrædende af dem blev hængt på Martouret-pladsen. Til sidst, forladt af alle deres allierede, udmattet af at skulle holde vagt hver anden nat og bygge forsvarsværker om dagen, tynget af udskrevne krigsskatter og i evig frygt for angreb fra bondeoprørerne (les Croquants), opgav indbyggerne i Puy deres krigsførelse. De underskrev en fredsaftale med Henrik 4., som kvitterede ved at give byen skattefrihed i fem år (1591-1596). Efter denne tumultariske periode byder Puys historie primært på mindre begivenheder. Den eneste, der for alvor skiller sig ud, er den dristige aktion udført af den berygtede tyv og smugler Mandrin i 1754. På trods af myndighedernes årvågenhed lykkedes det ham at trænge ind i Puy, hvor han plyndrede den lokale skatteopkrævers (fermier général) hus, brød ind i fængslerne for at befri flere indsatte, hvorefter han uforstyrret forlod byen igen for at fortsætte sine røverier andetsteds.
Moderne tid: arv, økonomi og monumenter
Puy, hovedstaden i det tidligere Velay og sæde for regionens stænderforsamling, var engang en utrolig stærk fæstningsby og regnedes for den sjettevigtigste by i provinsen Languedoc. Byens våbenskjold, som den fik kongelig tilladelse til at genindføre under Restaurationen, viser en blå baggrund strøet med franske liljer, overlagt med en sølvørn i nedadgående flugt. Skjoldet er indrammet af to grønne palmeblade bundet sammen med et blåt bånd. Dette våbenskjold blev tildelt byen under Capetingerne omkring år 992 på anmodning af Velays biskop, Guy Foulques. I dag rummer Le Puy et selskab for landbrug, videnskab og kunst, et museum for malerier, skulpturer og antikviteter, et bibliotek, et college, samt både en byret og en handelsret. Byen er fortsat et bispesæde og tæller over 15.000 indbyggere. Departementet Haute-Loire, som den er hovedstad for, har knap 299.000 indbyggere, mens byens direkte opland (arrondissement) rummer 132.500. Nabolandsbyen Espaly, der ligger i samme kanton som Puy, har omkring 1.200 indbyggere.
Ud over de historiske skikkelser, som vi allerede har nævnt, er Puy også fødeby for pave Clemens 4., der blev valgt i det 13. århundrede; forfatteren Irail; maleren Boyer; samt malerne Guy, far og søn, hvoraf den første blev kaldt "Den Store" og den anden "Den Illustre". Faderen blev kendt i Italien under navnet Guide Franciste, mens sønnen skabte sig et navn i Paris – et rygte, der til fulde retfærdiggøres af et af hans malerier, der i dag kan beundres i Notre-Dame-du-Puy. Vi bør også nævne baronen af Latour-Maubourg, der blev marskal af Frankrig, og kardinal Melchior de Polignac, medlem af Det Franske Akademi, hvis navn står prentet i den franske politiske og litterære historie. Som forhandler ved freden i Utrecht og forfatter til Anti-Lucretius indtager han en vigtig plads blandt Ludvig 14.-tidens store mænd.
Handelen i Puy består primært af blonder, frø og grøntsager, som byen eksporterer til de sydligere departementer. Tidligere udgjorde forarbejdningen af læder til vindsække (outres) – praktiske skindbeholdere til transport af vin – en vigtig industri, men denne produktion er i dag kraftigt reduceret. På trods af den generelle kommercielle tilbagegang har Puy stadig aktive produktioner af både sorte og hvide kniplinger (blonder), vinposer, tæpper og grovere uldtekstiler. Byen rummer et uldspinderi og -farveri, en sømfabrik, samt støberier til gryder, potter, kirkeklokker og små klokker – varer, som muldyrdriverne i det centrale og sydlige Frankrig har hentet her i over hundrede år. Dertil kommer garverier for gedeskind, en papirfabrik og flere kalkovne.
Byens landskab, der rejser sig som et amfiteater på skråningerne af Mont-Corneille tæt ved de to små floder Borne og Dolaison, knap en mil fra hvor de munder ud i Loire, udgør et ualmindeligt malerisk syn. Men selvom den tager sig utrolig smukt ud på afstand, mister den lidt af sin charme, når man bevæger sig rundt i dens indre: De dårligt anlagte, snævre og ofte beskidte gader i den øvre bydel har en hældning, der gør dem utilgængelige for hestevogne. Gaderne er brolagt med rester af vulkanske klipper fra Mont-Corneille, hvilket gør dem særdeles glatte i regn, frost eller ekstrem tørke, og de udgør en reel fare for besøgende, der ikke er vant til terrænet.
Trods dette kan man dog glæde sig over promenaden Le Breuil. Hvad angår byens monumenter, dominerer katedralen Notre-Dame, hvis dristige, usædvanlige konstruktion og storslåede facade vækker beundring. Kirken Saint-Laurent bør ligeledes nævnes, da den huser indvoldene fra den legendariske hærfører Bertrand du Guesclin, et minde som alle franskmænd ærer. Kirken Saint-Michel d'Aiguilhe ville i sig selv blot være en smuk, gotisk kirke, men den får en enestående, ærefrygtindgydende værdi i kraft af den pyramideformede vulkanklippe, der bærer dens spidse klokketårn – en sand obelisk, der på afstand smelter fuldstændigt sammen med den koniske klippeformation. Endelig findes en rund bygning, der i folkemunde kaldes Dianas Tempel. Blandt byens moderne bygninger kan nævnes præfekturet, rådhuset, Hôtel-Dieu, det almindelige hospital, seminariet og kavalerikasernen, som ligger i forstaden Saint-Laurent nær Estrouilhas-broen. (Uddrag fra "Histoire des villes de France" udgivet af Aristide Guilbert)