Efter adskillige besøg i Puy og en del tid brugt på at leve et lystigt liv sammen med mine rådgivere, blev en sovepose designet, fremstillet og bragt hjem til mig i triumf. Stevenson
Sangene er de første vildfarelser, når benene kommer i gang, og maven knurrer. Frække viser i vejkanten, der kildrer på tungen. Udisciplineret og grov, det er, hvad jeg ville skrive på mit visitkort, hvis jeg havde et.
Jeg opfinder sange for at underholde mig selv. Engang i Guds kloster, i La Belle Dieu, var der abbedisser, der var ingen hunæsler / De forrettede deres nødtørft med numsen i vejret, numsen i vejret... Faciliteterne var brædder med huller i / Under de små vagttårne flød en lille bæk / De fine frøkener trådte af på naturens vegne der / De smed tøjet på toilettet og tilbød deres velsignede bagdele til de forbipasserende / I La Belle Dieu / Der er ikke flere abbedisser /... Som skider med numsen i vejret, numsen i vejret...
Anden dags eufori, dyb ro og skøn ensomhed før de hellige steder og deres pilgrimme. I Velay-regionen blander de vulkanske minder sig med horisontens monotoni. Det gør intet; den mindste sti er tilstrækkelig, når blot den fører frem til måltidet. En simpel glæde. Essentiel. Men stille, der er byen! En dag vil vi forlade byerne bag os...
Afgang fra Le Puy-en-Velay og byens festligheder
I det tågede dalbækken er det svært at skelne Le Puy-en-Velay, den hellige by. Udsigt over lavaspidser og gudstro. Efter en kortvarig ekstase besinder jeg mig. De mirakuløse, eller formodede mirakuløse, byer har længe bedraget mig. Nogle sukkertoppe, minder om kniplinger, prangende kirketårne, der strækker sig mod den lave himmel, fyldt med de kommende vinde og regnvejr, bringer mig endnu engang tilbage til et monastisk, meditativt humør. Her er ingen sol som på postkortene. Ånden dvæler ved refleksionerne hos en novice-kartæuser, der tøver med at træde ind i klostret. Men når maven begynder at blande sig, blegner troen. Le Puy forvandles til et kæmpe skilt for et risteri. Vi er mere sultne end pilgrimme. Vi vil smile til byen, vi vil lade os bespise, og vi vil forlade den igen. Vores sølle lejr fra aftenen før - og det sparsomme måltid - tvinger os til hastigt at opsøge kroerne, præcis som en sulten gadesælger ville have gjort det i gamle dage.
Bilerne dytter højlydt, fordi vores æsel sænker tidens tempo. De kører faretruende tæt forbi os. Vi må skynde os at skærme Noée, som forskrækket forsøger at rive sig løs fra tøjlerne. Forbløffelse. De forbipasserende forbliver fuldstændig ligeglade med vores lille optog. Endnu værre, de smiler endda til os en gang imellem. Le Puy-en-Velay er en by, der elsker æsler, det er helt tydeligt. Videre mod den gamle bydel.
- Skynd jer at skifte tøj, vi skal til at øve...
En "hofnar", der gestikulerer som hundrede nervøse djævle, henvender sig pludselig til os. Iført mange farver, behængt med bjælder og iklædt en mærkelig, broget kappe, griber han fat i tøjlerne til Noée og binder hende sammen med sine egne ledsagere; adskillige æsler i forskellige størrelser og farver...
- Hvilken gruppe tilhører I?
Vores forbløffelse og tavshed gør ham nysgerrig.
- Deltager I da ikke i festlighederne?...
A priori glæder alle festligheder os, men hverken æslet eller dets førere har modtaget nogen invitation. Bag den venlige "nar" er der slået en vaskeægte gøglerlejr op. Lejrbål, lange træborde, tintallerkener og kander i overflod... Unge mennesker, klædt som krigere, øver sig flittigt med stridsplejl og armbrøst. Et kort spørgsmål fra vores side følges op af et langt svar fra den fascinerende pralhals. Den gamle bydel i Puy forbereder sig på store renæssancefestligheder. Alle indbyggere deltager. Man møder bjørne – både ægte og falske –, magikere – ligeledes –, velstående borgere, galante damer og skøger. Gendarmer dirigerer trafikken for at lade de bevæbnede mænd passere. Det betyder fyrværkeri og gæstebud i flere dage.
Det er Fuglekongens fest (la fête du roi de l'oiseau), som skal kåre byens allerbedste bueskytte. Det gælder om at skyde papegeai ned, hvilket er gammelfransk for papegøje. I en hel uge kæmper og fester gøglerne. Selv borgmesteren klæder sig ud! For ikke at skuffe vores nye bekendtskab, indrømmer vi vores beskedne status som vagabonder på gennemrejse... Som den gode taber, han er, tilbyder han at passe på Noée – og vores rygsække – og give hende lidt tørt brød, mens vi spiser og kommer til hægterne. I samme åndedrag byder han os på et glas hypocras, en varm vin krydret med kanel og urter. "Serveres om vinteren og ofte som dessert." Skål...
Således morer byen sig hvert år med at skrue tiden tilbage. En smuk gestus, det er for historiens skyld. På alle bymure finder man skydeskår af papmaché og soldater i rustning. Improviserede vindebroer er rejst på hvert gadehjørne, plastickanoner truer, under skarpt opsyn af hellebarderer, der står lige så "stive" som byens kirketårne. Man morer sig over illusionen, glemmer hverdagens bekymringer og udbringer en skål ved enhver given lejlighed... I gamle dage opfandt man Fuglekongens fest for at forhindre de unge mænd i at frekventere værtshusene lidt for flittigt. Mens de hævede armbrøsten, hævede de i det mindste albuen mindre. I dag forholder det sig stik modsat. Næppe er pilen affyret mod den kunstige fugl, før man styrter mod baren og de iskolde krus. Det er en uskyldig renæssance, der her udspiller sig i al gemytlighed, fjernt fra fortidens spændinger og brutale vold.
Fortællinger, sagn og religiøs iver
Før i tiden var der intet marked uden knivstikkeri. På kroen var det en uskreven regel, at man skulle lade gæstens glas flyde over. Når man satte sig, havde man ubemærket stukket sin kniv, den lange, spidse Laguiole-kniv, op under bordpladen, så den var let at få fat i. Man skulle kunne plante den mellem ribbenene på den anden, hvis samtalen blev for ophedet. Og alligevel tilhørte disse bevæbnede drukkenbolte de bodfærdiges broderskab! De bar korset og faldt på knæ for et godt ord.
Da den hellige François Régis, kniplingssyerskernes skytshelgen, forsøgte at evangelisere dem, måtte han ofte udføre sin hellige gerning under en regn af slag. Med samme ånd, som en opmærksom iagttager, forstod den dygtige auvergnatiske fortæller Henri Pourrat at føre sin pen. Den følgende anekdote vækker uundgåeligt mindelser om den, Lucifugus Merklen fortalte om en bedraget ægtemand og en defekt tagrende: "Man fortæller historien om en bonde, der ligger i baghold i buskadset med geværet klar, en søndag morgen. Han venter på en nabo, som han har en høne at plukke med. Tiden går imidlertid. Og pludselig, da han hører de tre klokkeslag fra landsbyens kirketårn, udbryder han: 'Åh, det svin! Han får mig til at misse messen!'"
Fortidens befolkninger, med deres vilde og herlige skikke, besad en stærk fornemmelse for det guddommelige og for punktlighed. Bønderne og landalmuen fremstår som gamle træsnit med blæk, der knap er tørt. Da middagsklokkerne ringer, finder vi netop den "beskrevne" kro, og vi sørger forhåbningsfuldt for at kigge under bordet, om der skulle gemme sig en kårde eller et stikvåben. Opsnappet på L'Âme des poètes, caféen hvor vi havde søgt tilflugt: "Du ved, vi laver kun dumheder her på jorden, hvad ellers?" Og derefter: "Denne by er en blanding af præster, tillukkede spidsborgere, bønder der er kommet til byen, og tosseho'der." Henri Pourrat betragtede den med næsten de samme øjne: "Velay, det er selve kongeriget for røverbaroner og forbipasserende pilgrimme, fromme kvinder, der sidder bøjet over deres kniplebrædder, og gamle vildmænd, der vender hjem fra markedet, syngende, brølende, og optager hele vejen, af små grønne linser og smykker besat med granater, af kløfternes ferske smag og bjergenes sande pragt."
Efter et glas varm vin, ledsaget af tun med ingefær og friske peberkorn, safranris og en velsmagende kaningryde, aflægger vi et flittigt besøg i den romanske katedral – biskop Le Breton og den Sorte Jomfru, byens stolthed, hviler her. En labyrint og et bemærkelsesværdigt bygningsværk. Et basrelief viser et æsel, der hopper afsted som en kanin. Rundt om os beder folk i andægtig stilhed. Skal man overhovedet nævne den byzantinske, orientalske ånd i katedralen? Bør man minde om, at katedralen, sammen med Paris, Arles og Vézelay, er et af startpunkterne for pilgrimsruten til Santiago de Compostela – sekshundrede kilometer til Roncesvalles og syvhundrede og halvtreds kilometer fra den spanske grænse til Santiago de Compostela?
Længere fremme har hr. og fru Turist – fruen iført bermudashorts og pilgrimstav, herren i lilla træningsdragt med kamera – travlt ved foden af kirken Saint-Michel-d'Aiguilhe. Kameraet står solidt plantet på sit stativ. Herren aktiverer selvudløseren og skynder sig begejstret hen til sin bedre halvdel, der dog i forvejen optager ganske meget plads i motivet. Tidstagningsoperationen gentages tre gange. I baggrunden, set i frøperspektiv, knejser Saint-Michel-kapellet urokkeligt. Øverst på denne vulkanske og turistprægede top kræver en tigger, ligeledes iført en lilla træningsdragt – får den religiøse tiltrækningskraft mon folk til at iklæde sig kardinalfarver? – sin del af kagen. Vi vurderer opstigningen til at være på flere hundrede trin. Tiggeri og bjergbestigning; den modige fortjener sandelig sin almisse.
I den øvre bydel er kniplingssyerskerne på deres poster, metodisk placeret i vindeltrapper og maleriske gyder. Sammen med den berømte grønne linse udgør de den anden, let forældede, stolthed for Le Puy-en-Velay. Det er nærmest en beskyttet oprindelsesbetegnelse (AOC). Man støder oftest på dem på postkort, og af og til på dørtærsklen til butikkerne, hvor de færdiggør det lille mellemlægsserviet, der skal øge stakken, som var det en bunke pandekager.
Over kniplingssyerskerne synes det rituelle skilt nærmest at tvinge pengepungen åben: "Her sælges ingen importerede kniplinger." Selvom kniplingerne måtte være importerede eller maskinfremstillede, kan man jo altid lade som om. Fortidens ægte, gamle værksteder er lukket for altid.
Kirkegårdshistorier og den Sorte Jomfru
På trods af sine arkitektoniske kvaliteter, sine smalle gader og sine okkerfarvede eller lyserøde mure af høj håndværksmæssig standard, formår byen, der leder mod Spanien, ikke rigtig at afsløre sin sande identitet. Religiøs og regnfuld, blander byen bigotteri med mystik, det hellige med trolldom. Tro og turisme trives her side om side, hvilket på ingen måde er uforeneligt. Gaderne og de historiske facader fremstår med en friskhed, som selv Opéra Bastille kunne misunde. Alligevel føler indbyggeren sig kaldet til at smøre ekstra tykt på med gips og stuk. Man går op i dekorationen. Er denne by, som tror på mirakler – eller i det mindste tror, at den gør det – blevet "pompejiseret" på denne måde af lavaen fra de vulkanske højsletter?
Rue Henri-Pourrat fører ned til kirkegården. På vores venstre hånd ligger den gamle bydel med sit turist-religiøse tingeltangel, snekugler og Sorte Jomfruer, stearinlys og plakater med skytshelgener. Til højre, lidt længere oppe, ligger kirkegården og de fromme sjæle, som den Almægtige har kaldt til sig. Det kræver blot, at man krydser en lille gyde for at bevæge sig fra kulten – og kollekten – direkte ind i evigheden. Bedre end noget vejskilt. Midt på kirkegården står en ung kvindelig studerende og disker op med morbide anekdoter. Hun fortæller de flittige og dybt forbløffede turister, at de bodfærdige fra Saugues drager til Le Puy på langfredag. Her invaderer de restauranterne for at proppe sig med frølår, der er tilberedt specielt til dem. Hvad har det med vievandskar at gøre? Turisterne hvisker indbyrdes, men guiden samler atter tropperne... Da hun deklamerer "Zigeuneren og leukæmipatienten", kunne man næsten tro, det var en nyskrevet fabel af La Fontaine. Alle sætter farten op og spidser ører... Med højt hævet pande og et blegt, alvorligt ansigt lader guiden stilheden sænke sig, før hun udgyder sin fortælling. Gruppen har samlet sig tæt omkring hende. Pssst, nu begynder det...
For nogle årtier siden forelskede en zigeuner sig i en ung pige fra Le Puy-en-Velay. Desværre rammer ulykken, og han opdager, at hans udkårne lider af leukæmi. Vores helt lader sig dog ikke slå ud. Han ved, at kærlighed er en form for magi, og han har gemt en grimoire efter sin bedstemor – en bleg kopi af den Store Albert – for at vække de døde til live. Bogen er kun synlig ved solhverv og på en stormfuld nat, understreger guiden. Den unge kvinde svinder ind, og hendes årer bliver mere og mere blålige for hver dag, der går. Hun bliver gennemsigtig som ligklædet og gør sig klar til rejsen mod dødsriget... Vores snarrådige zigeuner benytter lejligheden til at terpe sine trylleformularer og ritualer. Ak, den elskede udånder! Zigeuneren følger med i begravelsesfølget, udpeger det gravkammer, hvor den afdøde skal stedes til hvile, og væbner sig med tålmodighed. På den aften, som trylleskrifterne har fastsat – uvejr, solhverv og alle ingredienser på plads – vender han tilbage til kirkegården, dirker låsen til kapellet op og stiger ned i gravkammeret, hvor fire kister står stablet. Udstyret med en lygte finder han den kiste, han mener er hans elskedes sidste leje.
I kryptens rungende tavshed bryder han træet op – en rædselsvækkende knirken efterlignet af guiden. I det øjeblik, han stikker underarmen ind i kisten, åbenbares et rådnende, grinende lig for ham... Slået af rædsel giver han slip på låget. Hans hånd bliver knust under vægten, og i faldet knækker låget adskillige af den afdødes ribben. Dér sidder vores zigeuner nu, med hånden uhjælpeligt fastklemt i brystkassen på den person, hvis hjerte han begærede. Lygten falder til jorden. Skrækslagen og opslugt af mørket kan den uheldige stakkel ikke få sin arm fri af den makabre kiste. Denne gang forstår han det... Manden med leen prikker ham på skulderen. Han kæmper, brøler af sine lungers fulde kraft, og forbander i samme åndedrag sin bedstemor og selve kærligheden... Guiden lader en kunstpause falde... Da effekten har lagt sig, fortsætter hun med en fortrolig tone. En graver, der næste morgen fandt døren til gravkammeret stående åben, opdagede zigeuneren liggende på gulvet. Næsten livløs... Man må lade guiden, at i netop dette øjeblik har hun vundet sit publikum. Gruppen ryster. Fortælleren trækker vejret dybt og erklærer, gravalvorlig og højtidelig, at den stakkels mand i tredive år har talt i vildelse på den lukkede psykiatriske afdeling, hvor han er indlagt. Det forlyder endda, at på visse tågede aftener på kirkegården...
De forhenværende skeptiske turister åbner nu deres punge og tasker uden at blinke. Lettet eller dybt foruroliget betaler hver især deres skærv, trækker sig hurtigst muligt væk fra det dystre kapel og forlader kirkegården i total tavshed, efter et sidste stjålent blik på det ulykksalige gravkammer. Henri Pourrat ville uden tvivl have følt sig smigret over at vide, at hans navn prydede gyden ned mod en kirkegård, og at der her blev fortalt gruopvækkende historier, der virkede som snydt ud af næsen på hans egne eventyr. Som ved et trylleslag er turisterne forsvundet. Ingen forbipasserende, ikke en eneste indbygger, absolut ingen. Forresten, hvad kalder man egentlig indbyggerne i Le Puy-en-Velay? Puysatiers?
Når man forlader byen og Frankrigs rigeste ærkebispedømme – hvilket vi gentagne gange har fået at vide – kan man få øje på Corneille-klippen, der udgør et modstykke til Aiguilhe. Også her har historiens hykleri kastet sin kærlighed på bjerget. På toppen er der rejst en voluminøs statue af Jomfru Maria med Jesusbarnet, støbt af bronzen fra mere end to hundrede kanoner erobret i slaget ved Sebastopol. Hele dette Saint-Sulpice-arrangement tjener som en påmindelse om, at krige – kejserlige eller ej – udmærket kan bruges til at lokke pilgrimme til. Den troner så højt som et fyrtårn, bortset fra at den ikke er noget fyrtårn, og at den er knapt så køn. Da den afdøde klovn Achille Zavatta første gang så sit nye grundmurede hus, udbrød han: "Det er en fin hytte, men den mangler hjul!" Det er nogenlunde det indtryk, Le Puy efterlader hos mig. Lærd og from, solidt skruet sammen. Velordnet. Som en enorm notargård, hvor man – hvilket ellers er et særsyn blandt notarer – bliver budt på varm vin.
På stien: Geografi og drømmerier
På vejen
Da vi krydser Loire-floden umiddelbart før Coubon, tæller jeg alle disse floder, som jeg kun har et overfladisk kendskab til. Vi har købt kort, rigtig mange kort. De blå IGN-kort 28360, 2736 E, 2737 E, 2738 E... Af ren og skær frygt for at fare vild har vi også investeret i Michelin-kortene 76 og 80. Samt et IGN 904-kort...
Daniel har nu indtaget rollen som arkivar og udviser en ufejlbarlig viden om Centralmassivet, Haute-Loire (hvor vi befinder os nu), Lozère, Ardèche og Gard-departementet, som vi snart vil betræde. Ved vores indlagte pauser kaster jeg et blik på Loire, Allier og alle deres bifloder. Floder og vandløb mødes, forenes og adskilles igen; bifloderne får de store floder til at svulme op.
Alle disse lysende klipper, disse fine vandstriber, der pludselig bliver til strømme, disse slumrende vulkaner, disse vindblæste og øde højsletter, og Syden, der allerede lurer lige om hjørnet – en administrativ geografi, der blander regioner og departementer sammen i et væk, samler dem alle under betegnelsen Cevennerne. Uskarpe og vidtstrakte, lige så beroligende som de er gådefulde; Cevennerne er tusind forskellige territorier, tusind sindstilstande – præcis som søer og øer, vulkaner og lange nætter. Nogle vil måske undre sig over min naivitet og min noget klodsede poesi... Jeg er som et børnehavebarn: jeg læser ikke op til eksamen, jeg anskuer bare tingene og lærer af det.
Mørket har sænket sig over Velay, et sted i Haute-Loire, klemt inde mellem nord og syd. Vi vandrer i stilhed. Ved udkanten af den lille flække L'Holme, lige bag et skovbryn, tvinger den påtrængende mørke os til at gøre holdt. Et par indsamlede kviste og en gammel avis er nok til at tænde et provisorisk bål. Tomater, ægte Auvergne-skinke, æbler og en kop kaffe udgør vores festmåltid under stjernerne. Øjnene taber sig i de magre flammer... Vi kryber sammen i soveposerne. Der er den, den smukke stjernehimmel. Stilhed, afbrudt af sagte højtlæsning fra Rejsen...
Stevensons skygge og Fannys kærlighed
Og alligevel, mens jeg nød min ensomhed, blev jeg opmærksom på et særligt savn. Jeg ønskede en ledsager, der ville lægge sig ved min side under stjernerne, stille og ubevægelig, men hvis hånd aldrig ville stoppe med at røre ved min. For der findes et kammeratskab, der er langt mere afslappende end ensomheden selv, og som, hvis det forstås korrekt, er ensomheden bragt til sin yderste perfektion. At leve under åben himmel med den kvinde, man elsker, er af alle livsformer den mest komplette og frie.
Stevenson har Fanny, sin kommende hustru, i tankerne. Den eventyrlystne amerikanske kvinde. Fanny Osbourne; guldgraver, ulykkeligt gift med en texaner. Fanny er maler. Hun er en vaskeægte heltinde. De mødtes i september 1876 i Grez-sur-Loing, hvor en kunstnerkoloni havde slået sig ned – et sandt lille Barbizon. Englændere og amerikanere mellem hinanden. Fanny er ledsaget af sin datter Isobel, en teenager, der kom til at fordreje hovedet på mere end én portrætmaler, og sin søn Lloyd, som bestemt ikke var uden betydning for Stevensons senere litterære karriere.
Det er delvist på hendes opfordring, at skotten begynder at skitsere og senere nedskrive Skatteøen. Fanny har ben i næsen. Stevenson er seksogtyve år, hun er ti år ældre. Han falder pladask for hende. Bådture og lange skovture, intime samtaler og kun ganske lidt reelt håb. Men utroligt mange løfter... Stevenson følger hende til Paris, hans forældre får nys om affæren og tvinger ham til at returnere til Edinburgh, hvor han murer sig inde med sit skriveri. Fanny beslutter at rejse tilbage til Amerika for at få ordnet sin skilsmisse, og efterlader en dybt ulykkelig ung mand.
Tilbage i Frankrig, august 1878. Stevenson begiver sig mod Cevennerne; eftersom frisk luft helbreder alt, er den unge vandrer taget afsted for at teste påstanden... Han har påbegyndt rejsen for at få renset tankerne. På den ene side er der hensynet til familien og et anstændigt borgerligt liv, på den anden side venter friheden og erobringen af Fanny Osbourne, den temperamentsfulde eventyrerske. Frisk luft helbreder – Stevenson anvender sine teorier som et kølende omslag.
Det er netop, da han overnatter under åben himmel ved foden af Mont Lozère og jublende iagttager verdens skuespil, at han beslutter sig for at genfinde kvinden i sit liv. Litteraturen bliver hans signatur. Han tænker sig om, og han underskriver. Man behøver blot at læse tekstuddraget og læse mellem linjerne. Lad os kalde dette velsignede øjeblik for uddraget "under åben himmel med kvinden, man elsker". Kapitlet bærer titlen "En nat i fyrreskoven..." Stevenson blotter sig; han forestiller sig selv liggende under stjernerne med den kvinde, han elsker. Indrømmelsen er kortfattet, men man kan sagtens forestille sig, at besættelsen fyldte langt mere af den lange nat end blot en enkelt kort sætning. Dette er de eneste sider i denne muntre rejseskildring, hvor Stevenson tillader sin romantiske åre at skinne igennem, farvet af den dybe nat, der omgiver ham. Til enhver, der ville lytte eller læse, betroede Stevenson gerne, at Fanny skjulte sig bag hver eneste linje. Det var bare umuligt at se med det blotte øje...
Til langt ud på natten lader jeg tankerne vandre, mens jeg kigger op på skyerne, genlæser brudstykkerne, forudser og drømmer mig frem til min egen rejse. Forfatterens biografi folder sig ud: efter turen i Cevennerne lægger Stevenson sig ud med sin far. Et år senere, i 1879, beslutter han at rejse til Californien for at finde Fanny, der netop er ved at blive skilt. En gruopvækkende rejse tværs over Atlanterhavet venter ham. Han er døden nær flere gange under rejsen blandt fattige emigranter. Beretningen fik titlen The Silverado Squatters. En bizar, hallucinerende tekst – ordet er meget præcist: det er en virkelighed, der er værre end virkeligheden. Rejsen over kontinentet mod Californien, med Monterrey som endestation. Brylluppet i San Francisco og hvedebrødsdagene tilbragt i en gammel, forladt sølvmine i Silverado.
Når Stevenson renskrev sine intense rejseindtryk, anede han ikke, at han var i færd med at slå et vildt og utæmmet hul, som hans venner og andre utaknemmelige sjæle med vold og magt ville forsøge at lappe igen. Efter atlanterhavskrydsningen forvandles Robert Lewis Balfour til forfatteren Stevenson og begynder at sprøjte mesterværker ud – både dem vi alle kender, og de mere ukendte. De skotske historiske romaner – skrevet langt fra Skotland – The Beach of Falesá, en topmoderne fortælling på højde med Joseph Conrad, længe før Conrad overhovedet begyndte at skrive!
Stevenson skriver som besat og rydder fuldstændig bordet, hvad angår det stivnakkede England og dets afmålte, pæne litteratur. Henry James er fuld af lovprisninger og brevveksler ivrigt med den geniale forfatter. Hver især udlægger de deres egen personlige teori om romanen. Den engelske og moderne romankunst nød godt af dette, uden tvivl. Senere ville forfatteren Borges hylde den skotske romanforfatter og ytre noget i retning af: "Det, jeg elsker allermest i livet, er smagen af kaffe og Stevensons prosa..." Det knibske, tilknappede England svulmer nu af stolthed. Alt for sent. Eventyreren havde allerede pakket sine kufferter på grund af sit skrantende helbred. Og på grund af noget andet. Rejsen mod Sydhavsøerne kunne begynde... Farvel!
England fik ham aldrig at se igen. Amerikanerne læste og hyldede ham betingelsesløst. Skotten blev betalt i dyre domme. Kurs mod syd! Vagabondens rejse begyndte i ungdomsårene på de rå skotske kyster, fulgte derefter sin (vand)vej via de franske floder, og bevægede sig ud på de stier, vi beretter om her. Og han var taget endnu længere væk. I et kaotisk forløb – som vagabondens natur nu engang dikterer – New York, San Francisco og Point Lobos, navne der glimtede som de guldklumper, han ledte efter, uanset om det så skulle koste ham helbredet eller livet; navne der lød som affyringsramper mod det ukendte. Cevennerne, Atlanterhavet, det sydlige Stillehav. Helt andre verdener. Passatvindene og havluften var milde ved vores ven, alt imens fastlandet havde kvalt ham – både bogstaveligt og i overført betydning. Hans elendige helbred tvang ham til at drage til søs og finde et sidste asyl på Samoa, disse klippeskær ved verdens ende. Man er nødt til at læse ham for at forstå det. Den store historiefortæller...
På septemberhimlen har skonnerten og den tapre besætning afløst stjernerne. Stjernebillederne tager form af farvestrålende koralrev. Stevenson, hans mor, som er med på rejsen, hans amerikanske hustru og hele familien har forladt Europa; de sætter sejl mod de åbne have. Et skyatlas hænger over mig. De små stjerneskud smager af varme øer... Samoa, Marquesas-øerne, hvor Gauguin endnu ikke har takket af. Jeg taler i søvne, drømmer om store skibe, om fortøjninger der kappes, og tæller øriger i stedet for himlens får. Jeg fortæller tit mig selv den samme historie, helt uden publikum. Fortsættelsen må vente til en anden aften, ved et andet lejrbål og under et andet stjernetæppe. Jeg forestiller mig storslåede afrejser...
Vandrerens gastronomi og filosofi
Tredje vandredag, 17. september. Sen eftermiddag, med retning mod Le Monastier-sur-Gazeille.
Selvom han tilbragte næsten en måned i Monastier, fandt Stevenson det tilsyneladende ikke nødvendigt at medtage de få kapitler om rejsens forberedelser i sin bog. Et spørgsmål om balance, vil nogle kritikere hævde. Det er da synd. Når jeg læser i hans rejsedagbog, falder jeg over livagtige, øjeblikkelige, næsten fotografiske optegnelser, der balancerer elegant mellem etnografi og ren livsnydelse. Skotten bliver venner med alt, hvad der kan røre sig, og skåler med enhver, der har lyst til at drikke.
Et par dage før sin afrejse sætter Stevenson sig til bords og skriver begejstret til sin ven Henley. Vi befinder os i september 1878. Jeg har det slet ikke godt i dag, jeg er fuldstændig ude af stand til at arbejde eller så meget som skrive breve. Et kolossalt frokostmåltid i går i Le Puy-en-Velay har definitivt slået mig ud, tror jeg; jeg er helt sikker på, at jeg aldrig i mit liv har spist så meget – en gigantisk skive melon, skinke i sky, en filet, en hel tallerken småfisk, bryst og lår af en agerhøne, grønne ærter, otte flodkrebs, Mont Dore-ost, en fersken, en håndfuld kiks, makroner og meget, meget mere. Det er et måltid Gargantua værdigt; og prisen var tre franc pr. snude. Det rystede ikke for alvor pengepungen, men jeg frygter, at det var en overordentlig uklog beslutning for kødets hylster.
Den uerfarne spiser hengiver sig til bakkanaler og udsvævelser, og slår sig for brystet som tegn på anger. Vagabonden, der er taget på eventyr, ved, hvor sundt et godt måltid er, ikke kun for kroppen, men også for sjælen...
At vandre er at spise; at drømme om at spise. Hvert eneste lille hvil kan føre til en herlig terrin, hver afsluttet etape er anledningen til en enkel, men overdådig fest. Maden skaber manden. Og den skaber også vandreren. På disse forblæste, fugtige højsletter skriger de udsultede vandrere, med tomme lommer og maven nede i knæhaserne, på syresuppe og solide lokale oste. Gode måltider (bouffe) er kodeordet.
I dag har vi på grund af regnen tilbragt adskillige timer på en lokal landsbycafé, hvor vi har kigget op mod himlen, talt om den lystige skotte, der hoppede afsted og nedskrev alt om sine store måltider. For at gøre ham selskab i ånden forkælede vi os selv med en god, varm ret. Efter de uforudsigelige kastevinde og den bidende kolde regn de foregående dage, tæller hvert skridt dobbelt. Jeg drømmer hele banketter frem for mit indre øje, og leder efter flasken, der vil passe perfekt til andebrystet eller flodfisken...
Ofte kan vandreren skimte etapens slutning, men roder stadig rundt i hjernens uendelige vinkælder for at finde præcis den flaske, der vil fuldende et måltid med and eller ferskvandsfisk. Efter at have siddet som gidsel i Libanon fortalte Jean-Paul Kaufmann efter sin løsladelse om, hvordan man bevarer håbet. Sammen med sine medfanger i cellen genkaldte de smagen af store vine fra Bordeaux og gruppede over Bibelen.
Siden da har denne frie mand rejst på de helt lange ruter, lige fra Kerguelen-øerne til Longwood på Sankt Helena. Jeg, der heldigvis kun kender til friheden, bevarer hr. Kaufmanns gode råd og bøger som kostbare gaver, og jeg gør mit bedste for at ære hans minde. Jeg er fri, og, med eller uden Gud, må vi alle hyppigt blive budt på gode ord og stor vin. Af Eric Poindron.
Uddrag fra "Belles étoiles" Med Stevenson i Cevennerne, Gulliver-samlingen, redigeret af Michel Le Bris, Flammarion.