Stevenson-stien, eller GR®70, starter i Le Puy-en-Velay, en by, der er berømt for sin religiøse kulturarv. Denne vandretur følger i fodsporene på den skotske forfatter Robert Louis Stevenson og hans æsel Modestine, som rejste gennem Cevennerne i 1878. Ruten begynder i Haute-Loire og krydser varierede landskaber, især de store plateauer i Velay og Gévaudan, hvilket giver en dyb indføring i naturen og den lokale historie. Den fører derefter vandrerne gennem Lozère og endelig ind i Gard til Saint-Jean-du-Gard over en strækning på omkring 270 kilometer.
1. etape: Fra Puy-en-Velay til Le Monastier-sur-Gazeille
Der er intet vejrmirakel i morges; skyer og småregn indhyller stadig bakkerne i tåge. Skovbunden drypper uendeligt. I det gennemblødte landskab hænger blomsterne med hovederne, som om de sympatiserer med de stakkels vandrere, der kæmper sig gennem stiernes mudder. Alligevel mangler turen over Velay ikke interesse på trods af denne gennemtrængende fugtighed; alt dette gråvejr og de lave skyer, der hviler tungt over landskabet, tilføjer blot ekstra vildskab til plateauet. Hvilken atmosfære!
I udkanten af Montbonnet, i sin landlige ensomhed, vidner det beskedne St-Roch kapel, dedikeret til pilgrimmenes skytshelgen, stadig om middelalderlig tro og arkitektur. Jeg søger ly der et øjeblik for at nyde en meditativ stund og forene mig med alle de rejsende, der gennem århundreder har skubbet døren op til dette tilflugtssted for ro og eftertænksomhed. Landsbyerne ligger som perler på en snor langs stien, øer af grå sten langt væk fra resten af verden. Pilgrimmene "med ibskallen" passerer forbi eller strejfer dem, uden at se en levende sjæl. En lang stenet nedstigning fører mig til portene af Puy-en-Velay, lige i tide til at nyde en forsigtig opklaring. I morgen gælder det opdagelsen af den gamle by. Allerede nu giver labyrinten af brolagte gader den et meget malerisk præg. Dagens etape: 22 km.
Før jeg tager ud for at udforske Puy-en-Velay, skal jeg løse et alvorligt logistisk problem: mine støvler svigter mig. Det er én ting, at disse "dry line" læderstøvler nogle gange har suget vand som svampe; de stakkels støvler har lidt så meget! Men den højre støvle gnaver alvorligt på min vrist; såret er åbent, og det er ikke længere til at holde ud. Jeg har ellers "gået dem til", som man skal, før afrejse. Jeg har aldrig oplevet noget lignende i 20 år på stierne! Man skulle tro, at vi ikke er skabt for hinanden. Jeg tager derfor chancen og køber et nyt, relativt let par, på trods af risikoen ved at skulle gå dem til. Jeg vil indvie dem på de barske brosten i Puy-en-Velay og sende de "kasserede" støvler retur sammen med forældede kort og bøger.
Tre religiøse monumenter knejser højt oppe og dominerer byen: Notre-Dame de France, den storslåede basilika og Aiguilhe-kapellet. Jeg må indrømme, at jeg har en vis allergi over for denne kolossale, kejserlige jomfrustatue, der er "støbt af russiske kanoner erobret i Sebastopol". Hvilken unaturlig sammensætning! Basilikaen er en bemærkelsesværdig romansk bygning, majestætisk, ja ligefrem grandios, som man når frem til ved at bestige en malerisk gade omkranset af kniplersker. Men i stedet for disse imponerende bygninger, der udstråler en triumferende og dominerende katolicisme, foretrækker jeg den nærliggende klostergård, der er diskret og hemmelighedsfuld. Også kapellet St-Michel d'Aiguilhe, der troner højt oppe på sin klippetop for enden af 268 trin, rummer et lille vidunder af romansk arkitektur; portalens arabiske elegance modsvares af den ovale indvendige søjlegang. Og pludselig, i halvmørket, farver en flygtig solstråle de store grå fliser med glansen fra mosaikvinduerne... Jeg begynder igen at håbe på lysere dage.
Krydsningen af Velay-plateauet
På syv dage har der været fem dage med gråvejr, regn og torden... Det slider på moralen. Man må tro på det og holde ud! I dag går en kort etape til Le Monastier-sur-Gazeille, hvor "Stevenson-stien" for alvor begynder. Her starter også "St-François Régis-stien", der er markeret med hvidt og grønt (Jean-François Régis var missionær i Velay-Vivarais i det 17. århundrede og blev valgt som skytshelgen for kniplerskerne. Stien, der bærer hans navn, er en 193 km lang rute fra Le Puy til Lalouvesc i Ardèche).
Jeg fortsætter dermed krydsningen af Velay-plateauet. Terrænet er moderat med to overkommelige stigninger; først morgentræningen for at komme ud af dalen ved Puy-en-Velay, og knap to timer senere efter at have krydset Loire ved Coubon. Landskabet er betagende. Tag ikke fejl, vejret belønner mig endnu ikke med solskin, men jeg har oplevet det, der er værre. Efter at have udholdt det skotske vejr, ender jeg med at stille mig tilfreds med denne intermitterende småregn. Og når et flygtigt strejf af lys mod øst oplyser Mézenc-bjergkæden, skaber det et dramatisk spil af lys og skygge i det uendeligt dystre hav af tunge skyer, der indrammer vulkankædens horisont. Og det er sandt, at "intet er så skidt, at det ikke er godt for noget". Uden denne regn ville jeg have spist min madpakke på en skrænt i stedet for at lede efter ly i Archinaud, og dermed ville jeg være gået glip af et uforglemmeligt møde. Hun kom netop tilbage fra svampejagt. "Nej," svarede hun mig, "der er hverken bistro eller busstoppested i denne landsby". I stedet inviterede hun mig ganske enkelt indenfor i det gamle hus, hun havde købt tilbage i sin hjemby. Jeg modstod hendes gryderet, men overgav mig til den vidunderligt gyldne risengrød. Der var ingen hastværk på denne korte etape, og vejret indbød bestemt ikke til at opholde sig udendørs... Så vi fortsatte vores fortrolige samtale og delte vores fælles ensomhed.
Ved L'Herm tager jeg en afstikker via Le Mont for at undgå asfalten på en landevej. Det er en utrolig smuk natursti, og jeg snitter mig en solid vandrestav af en hasselbusk. I aften i Le Monastier-sur-Gazeille sover jeg på gendarmeriet... der er blevet omdannet til et behageligt vandrehjem! Dagens etape: 20 km.
Stevenson-stien starter for alvor i Le Monastier-sur-Gazeille. Den lille, søvnige landsby dybt inde i Velay skylder den skotske forfatter meget. Hvem ville besøge den uden hans eventyrlige rejse, på trods af abbediet og det massive kapel af vulkanske sten? Byen skyldte ham i høj grad denne mindesten, som er rejst på terrassen med udsigt over Gazeille-dalen – netop den flod, som Stevenson hørte "risle", inden han faldt i søvn!
I dag har de seneste regnvejr skruet op for flodens lydniveau. Og det ser ikke ud til at klare op deroppe. Deroppe? Udtrykket er dristigt "med en himmel så lav..." som Jacques Brel ville have sunget det; og det tunge, skyklædte låg presser sig virkelig på! Heldigvis varer morgenens støvregn ikke evigt... Gråvejret lærer man at leve med. Og det passer faktisk ret godt til den vulkanske ødemark. Siden i går har kontrasten været slående; ikke i landskabet, men på det menneskelige plan. Mængden af mennesker på de to første etaper af pilgrimsruten og det livlige gadebillede i Puy-en-Velay får mig til at mærke og... værdsætte ensomheden på det enorme plateau endnu mere. Selv passagen gennem St-Martin-de-Fugères ændrer ikke på dette denne pinsemorgen: der er ikke et øje på gaden, og kirken er lukket! Alligevel ville jeg gerne have opdaget, hvad der gemmer sig bag denne monumentale facade, kronet med et "kam-klokketårn" (disse klokketårne er typiske for Velay-plateauet. De består af en enkelt mur afsluttet med nicher til klokkerne. Selvom denne vulkanske region bestemt ikke mangler sten, skyldes denne arkitektoniske særhed snarere fattigdommen hos de samfund, der opdyrkede den golde jord. Det er selvsagt billigere at bygge én mur end fire i et traditionelt klokketårn).
Fra den vilde Loire til det mystiske Gévaudan
Krydsningen af Loire ved Goudet er et af etapens højdepunkter. Det er endnu ikke den rolige flod, der breder sig ud i Kongernes Dal mellem Orléans og Tours. Her bruser Loires hurtige vande mellem høje klipper i vilde kløfter. Ruinerne af Château Beaufort, der knejser på et klippefremspring, fuldender denne næsten hugoske scene. Jeg forlænger magien med en uafmærket afstikker, udelukkende for fornøjelsens skyld. Efter Goudet indebar den officielle rute for meget asfalt mod Ussel, mens der lidt længere væk lå en utrolig idyllisk dal. Den evige kløft mellem vandrere og bilister. På baren i Goudet anbefalede gæsterne mig at tage landevejen for at undgå stiens stejle og mudrede passager. Forstår disse travle bilister mon, at en vandrer værdsætter selve turen højere end at nå frem til målet?
Robert Louis Stevenson formulerer det smukkere i sin bog Rejser med et æsel i Cevennerne: "For mit eget vedkommende rejser jeg ikke for at komme et bestemt sted hen, men for at gå. Jeg rejser for rejsens egen skyld. Det store er at bevæge sig, at føle livets nødvendigheder og genvordigheder tættere på, at forlade civilisationens trygge seng, og at mærke jordens granit og de skarpe flintesten under fødderne..." Hvilken lykke at vandre i den charmerende Fouragettes-dal mellem Cros Pouget og Ussel, og længere fremme, ved porten til Le Bouchet-St-Nicolas, at falde i svime over et enormt tæppe af påskeliljer spættet med gule smørblomster! Dagens etape: 24 km.
Er det nok blot at tro på det? Vejrudsigten lover endelig en varig bedring... men Le Bouchet-St-Nicolas er indhyllet i tyk tåge. Pyt med det, jeg satser på solen og graver mine shorts frem fra bunden af rygsækken. Guidebogen beskriver denne sidste etape gennem Velay som ret monoton. Hvilken fejltagelse! Det er sandt, at turen over plateauet frem mod Landos er flad og næsten snorlige; men sikke en ensomhed, sikke en fred i den kølige, tågede morgenstund. Jeg overrasker endda en ræv, der er på vej tilbage til sin hule med bytte i flaben. Hvor den dog flygtede, da den opdagede mig!
Forbi Landos sker miraklet: den er her, den længe ventede sol! Lige i tide til at kaste glans over det storslåede landskab og den brede horisont, som stiens balkon breder ud mod Naussac-søen og Gévaudans højdedrag. Det er en eksplosion af farver og dufte, et sandt blomstereventyr. Gyvelbuskene deler nu opmærksomheden med de bølgende tæpper af påskeliljer; dertil kommer klynger af ranunkler, forglemmigej, kornblomster... Mine botaniske evner slår slet ikke til, når denne farverige flora skal navngives. Denne forårsdag, der næsten føles som sommer, indbyder endelig til at slentre på stien mod Pradelles. I den solbeskinnede by nyder jeg at opholde mig på Foirail-pladsen med en skummende øl, mens de travle bilister afslutter deres pinseweekend og kører i kø nordpå. Som en lykkelig vandrer fortsætter jeg mod syd i min egen ensomme rytme.
GR®70 forlader Pradelles gennem et gammelt kvarter, der er stolt af sin heroiske fortid, og byder på endnu en smuk landlig tur. Det er skønt at afslutte denne forårsetape med en lang nedstigning til bredden af Allier, som jeg ikke har set i flere dage. Det bliver også til et glædeligt gensyn, midt i det gamle Langogne, med kirkens romanske arkitektur, de harmoniske stenhvælvinger og de rigt udsmykkede kapitæler. Lige ved siden af vidner de monumentale markedshaller (med massive søjlegange og skifertag) om en rig fortid som handelsby. Dagens etape: 25 km.
På stierne i Lozère mod Ardèche
Drillerier fra en landmand, der gik så vidt som at opkræve afgift for at passere hans jorder, har nødvendiggjort en omlægning af GR®70. Den nye rute begejstrer mig dog ikke, og jeg forsøger alligevel at nå St-Flour-de-Mercoire via den venstre bred af Langouyrou-bækken. Det kommer jeg til at bøde for i Chèvres-kløften, hvor jeg må forsøge at finde en sti i et virvar af kvægspor. Og tænk, at jeg i dag træder ind i Gévaudan – Udyrets land! Dette berømte og mystiske monster, der åd kvinder og børn, og som i det 18. århundrede spredte skræk og rædsel i tre år. Stevenson kaldte det "ulvenes Napoleon Bonaparte"! Men egnen har slet ikke brug for dette monster for at fremstå vild og utæmmet. Efter Velay-plateauets åbne horisonter og panoramaudsigterne mod Mézenc og Margeride lukker Gévaudan sig nu om mysteriet i dybe nåle- og birkeskove, og klippefyldte heder med et næsten moseagtigt præg.
Efter L'Herm formår Sagne-Rousse, Fouzillac og Fouzillic knap nok at bryde min vandrings ensomhed; der er ikke skyggen af liv at se i disse beskedne flækker. Er skoven mon mere levende? Her kan jeg i fred og ro iagttage unge rådyrs leg, indtil den mest årvågne af dem udstøder et hæst bjæf og udløser flugten. Kun Cheylard-L'Évêque fremstår som en oase i sin dal, badet i gyvelens farver og bækkenes sang. Jeg ville gerne have forlænget min frokostpause på den hyggelige bistro på bytorvet... Men et skilt annoncerer nu 4 ekstra kilometer på en rute, der i forvejen er meget snoet. Det er rigtigt nok, at kortets linjeføring for denne etape er særdeles kringlet. Man skulle tro, at forfatteren var i et meget muntert humør. Jeg vil dog ikke klage. At vandre gennem den enorme La Gardille-skov giver en eftermiddag fyldt med ro, der krones af et sidste idyllisk hvil ved bredden af en lille unavngiven sø, der ligger gemt mellem de to bakker Auradou og Abïauradou.
På vej ned mod Luc genser jeg endnu en gang Allier. Landsbyen strækker sig langs dalsiden under ruinerne af sit slot og en imponerende jomfrustatue, som Stevenson blot reducerede til "halvtreds centner Madonna"! Dagens etape: 27 km.
I går aftes rullede tordenen over Tanargue-højderne; her til morgen er himlen vasket ren og lover en strålende tur... væk fra GR®70. Mellem Luc og La Bastide-Puylaurent, hvor jeg planlægger at overnatte, angiver guidebogen nemlig kun 7 km, og ruten følger primært dalen langs landevejene D906 og D154. Jeg har ganske vist fået et blødt punkt for Allier, men ikke i en grad, så jeg vil sluge asfalt og gå glip af en afstikker til de nærliggende Ardèche-bjerge. Denne omvej lader mig desuden besøge klosteret Notre-Dame des Neiges, hvor den skotske forfatter også opholdt sig. Dermed forbliver jeg tro mod ånden i hans rejse.
Kun bevæbnet med IGN-kort i 1:100.000 og 1:25.000, håbede jeg at kunne finde en pålidelig rute gennem Ardèches forbjerge. I stedet opdagede jeg et veritabelt netværk af perfekt afmærkede stier. (Siden denne vandretur er jeg blevet opmærksom på en relativt ny guidebog med titlen "Fra Ardèche-kløfterne til Margeride". Den fokuserer primært på GR®4-ruten mellem Rhône-dalen og St-Flour. Men den beskriver også en række sideruter: GR®43, GR®44, GR®44A, GR®44B, GR®44C og GR®44D. Intet mindre! For ikke at nævne regionale GR-ruter som "Tour de la Montagne Ardéchoise". I alt 208 sider med ruter, praktiske tips og spændende kommentarer... noget at drømme om).
Morgenens opstigning er temmelig stejl under en sol, der allerede bager. Men landskaberne skal fortjenes. Det samme gælder fornøjelsen ved at vandre i bøgeskoven, der dækker Moure de Manibles. Croix du Pal – et knudepunkt for GR®7 og GR®72 samt flere lokale stier – er et af de steder, der forstærker sanserne: total ensomhed foran et storslået landskab, med udsigt mod toppen af Trois Seigneurs, Borne-kløfterne og Tanargue-højdedragene. Hverdagen føles pludselig så ligegyldig... Magien fortsætter langs de påskeliljefyldte bredder ved Rieufrais mod klosteret Notre-Dame des Neiges. Vi er kun to besøgende, der lytter til munkene, der messer de niende timers bønner under de gotiske hvælvinger som i naturens eget tempel. Det er den samme stilhed, der indbyder til meditation... Hvorfor overhovedet skynde sig tilbage til dalen? Jeg ignorerer afmærkningerne og tager en omvej via toppen af Felgère. Fra bakkekammen kan jeg skue ud over min nære fremtid: Goulet-bjerget og horisonten mod Mont Lozère... der er smukke dage i vente. I La Bastide-Puylaurent, på bredden af Allier, ligger Maison d'hôtes L'Etoile; et tidligere feriehotel drevet af en belgisk-græker. Det er et velkomment hvil med et sundt og fyldigt måltid, et længe ventet varmt bad og en god belgisk øl. Dagens etape: 18 km. Af Jean-Marie Maquet