En unik arkitektur dikteret af landskabet
Katedralen Notre-Dame-du-Puy-en-Velay er et mesterværk inden for romansk kunst og et vigtigt pilgrimsmål på vejen til Santiago de Compostela. Dens opførelse strakte sig primært fra det 11. til det 12. århundrede og fremviser en unik arkitektur, der integrerer byzantinske og orientalske påvirkninger, især i dens kupler og skiftet mellem lyse og mørke sten. Den er berømt for sin bemærkelsesværdige klostergård, sin polykrome portal samt for den Sorte Jomfru, den engang husede, hvilket har tiltrukket troende siden middelalderen. Bygningen er opført på skråningen af Mont Anis og dominerer byen med sin massive og slanke silhuet, tilgængelig via en monumental trappe under en tøndehvælving. Katedralen forbliver et stærkt symbol på regionen Auvergnes religiøse og arkitektoniske historie.
Dens ejendommelige arkitektoniske opbygning, som er helt unik og åbenbart dikteret af pladsmangel, gør, at den ikke har noget direkte slægtskab med nogen anden bygning. Man ved intet med sikkerhed om datoen for dens opførelse, men en undersøgelse af selve monumentet viser, at det blev bygget i anden halvdel af det 12. århundrede. Man begyndte med apsis, og da der manglede plads, fik man den dristige idé at bygge de vestlige skibe oven på en enorm hvælvet sokkel, "den store porch" (veranda), hvilket fordoblede facadens højde.
I begyndelsen af det 19. århundrede truede katedralen med at styrte sammen, og fra 1844 til 1870 blev den ikke blot restaureret, men nærmest fuldstændig genopbygget, hvor kun de to midterste fag i skibet blev skånet. Denne genopbygning, ledet af Mallay og derefter af Mimey, blev forudgået af en systematisk nedtagning, hvor materialerne blev nummereret. Dette sikrede en høj grad af historisk nøjagtighed, undtagen hvad angår apsis og den centrale kuppel, som blev ændret uden gyldig grund. Endelig blev det store klokketårn fra 1885 til 1890 fuldstændigt, men nøjagtigt genopbygget.
Pilgrimsrejsen og den mystiske Sorte Jomfru
Pilgrimsrejsen. De ældste krønikeskrivere fra Velay fortæller, at en enke i slutningen af det 3. århundrede, der led af en ondartet feber, pludselig så Jomfru Maria, som befalede hende at lade sig transportere til Anis-bakken. Hun adlød straks, lagde sig på en megalitisk stenplade, der sandsynligvis havde fungeret som en dysse, og rejste sig helbredt op. Sankt Georg, der dengang var biskop af Velay, hørte om miraklet og besøgte klippen. Selvom det var midt i juli, fandt han et tykt lag sne, hvorpå en hjort, der løb foran ham, tegnede omridset af en stor kirke. Biskoppen, som ikke havde midlerne til at bygge den, befalede at omkranse omridset med et hegn af tørre tjørnebuske. Næste dag var tjørnene forvandlet til en blomstrende hybenbusk...
To hundrede år senere lå en lam kvinde fra landsbyen Geyssac også på den mirakuløse sten (Feberstenen). Hun rejste sig helbredt op og takkede Jomfru Maria, som viste sig igen og krævede, at der blev opført en basilika på den hellige klippe. (E. og P. Paul). Biskop Sankt Vosy rejste derfor til Rom for at bede paven om tilladelse til at flytte sit bispesæde fra Ruessio til Anis. Han vendte tilbage med en vis Scutaire, en senator og arkitekt, hvis navn kan findes på en overligger i For-porchen. Det er formodentlig ham, der i de sidste år af det 5. århundrede opførte den oprindelige helligdom. Således blev katedralen på Anis-bakken centrum for en pilgrimsrejse, som i begyndelsen mindede om mange andre; men på langfredag den 25. marts 992 tiltrak den så mange mennesker, at paven besluttede at indføre et jubilæum, hver gang langfredag faldt sammen med Mariæ Bebudelsesdag. Med tiden mistede den almindelige pilgrimsrejse sin betydning til fordel for dette jubilæum.
Mens oprindelsen til kulten for Notre-Dame i Puy-en-Velay kan spores tilbage til Feberstenen, var det især den berømte Sorte Jomfru, der blev æret i middelalderen og moderne tid. Denne hengivenhed var allerede meget populær i det 13. århundrede, og man mener, at den berømte statue af cedertræ blev bragt med hjem fra Østen af en korsfarer i det foregående århundrede. Mange franske konger kom for at bede foran hende og overøste katedralens kapitel med gaver, og det er kendt, at Jeanne d'Arc sendte sin mor for at deltage i jubilæet i 1429, mens hun selv tog afsted for at møde kongen i Chinon.
I 1239 skænkede den franske kong Ludvig den Hellige (Saint Louis) en torn fra Kristi tornekrone til kapitellet i Notre-Dame-du-Puy. Denne relikvie, som blev opbevaret i katedralen indtil 1789, har siden 1800 befundet sig i den store kirke Saint-Étienne.
Den 15. august finder den traditionelle procession for den Sorte Jomfru sted gennem byens gader, fulgt af en enorm skare af pilgrimme.
Den majestætiske facade og opstigningen til koret
Katedralens facade består af fem etager med polykrom arkitektur og mosaikdekorationer af auvergnsk oprindelse.
Den store trappe (102 trin) fortsætter ind under porchen. I de to første fag strækker den sig i hele bredden af de tre skibe, hvorefter den i de næste to fag kun fortsætter under det store midterskib, idet sideskibene er lukket af trædøre fra det 12. århundrede. Disse døre har udskårne paneler og indrammede inskriptioner, der skildrer scener fra Kristi liv og lidelseshistorie.
På to af trinene i midtergangen er indgraveret et distikon: "Ni caveas crimen, caveas contingere limen, Nam regina poli vult sine sorde coli. Hvis du ikke frygter synden, så frygt at røre ved denne tærskel, for Himlens Dronning ønsker at blive tjent uden plet"; samt rester af malerier fra det 13. århundrede. På denne måde når man frem til den Gyldne Dør, hvis dørfløje, der blev fornyet omkring 1780, stadig bærer fragmenter af romanske jernbeslag. Tidligere førte trappen direkte op til skibets niveau og endte foran højalteret; i dag deler den sig ved det fjerde fag: på afsatsten, ved foden af et alter, ligger den antikke Febersten, som menes at være bordpladen fra en stendysse, med følgende vers: "Plebs hac rupe sita fit sana sopore sopita. Si quaeras quare: virtus adscribitur arae. Folket, som lægger sig på denne sten, falder i en helbredende søvn; hvis du spørger hvorfor: vid, at det skyldes en kraft tilskrevet dette alter." Den venstre forgrening fører ind til klostergården; man tager den højre, som via en ny trappe fører op til skibet.
Kirken består af en rektangulær apsis flankeret af to absidioler, der afsluttes med en lige væg, et fremspringende tværskib, hvor hver arm ender i to dobbelte absidioler og er forsynet med et galleri (krydsningen er overdækket af en fantasifuld kuppel og lanterne); og endelig et skib med seks fag og sideskibe.
Skibet er overdækket af seks ottekantede kupler på tromper. Men hvis man undersøger hvert fag fra tværskibet mod facaden, vil man i strukturen af søjlerne og kuplerne finde ændringer og raffinementer, der beviser, at skibet blev bygget i denne retning over tre byggekampagner, hver bestående af to fag. Desuden har de to vestligste fag krydsribbehvælv i sideskibene, mens de øvrige fag har krydshvælv.
De indre skatte og kunstværkerne
Adgangstrappen munder ud i det sydlige sideskib, hvor man kan se et stort maleri af Giraud, der skildrer jubilæet i 1864. Der er også en korsvej fra 1896 i emalje, som efterligner de berømte limousin-emaljer fra det 16. århundrede. På bagsiden af facaden hænger et stort og smukt relief i forgyldt træ fra det 18. århundrede, som viser Sankt Andreas på sit kors.
I skibet findes en smuk prædikestol fra slutningen af det 17. århundrede. Højalteret, som er udført i marmor med smukke bronzedekorationer fra det 18. århundrede, er placeret i centrum af tværskibets krydsning. Det er her, den berømte Madonna af Notre-Dame-du-Puy befinder sig, omgivet af adskillige votivlamper: En gammel statue har erstattet den oprindelige Sorte Jomfru, som blev brændt af de revolutionære i 1794. Apsis er dekoreret med moderne malerier, som reproducerer freskerne fra den store porch og de Dødes Kapel; bagerst ses et smukt orgelhus fra slutningen af det 17. århundrede. Overfor højalteret, op ad to af skibets søjler, står statuer af Jeanne d'Arc (1912) og Ludvig den Hellige (Saint Louis, 1922), der overrækker den Hellige Torn til Notre-Dame-du-Puy.
I det nordlige tværskib, med dets absidioler og galleri, kan man se resterne af en storslået malet dekoration fra det 13. og 14. århundrede, som engang dækkede hele tværskibet, koret og formodentlig en del af sideskibene. Portalen fra dette tværskib åbner ud til Saint-Jean-porchen.
I det nordlige sideskib bemærker man to smukke malerier fra det 17. århundrede, som er ex-voto gaver (takkeløfter) fra pesterne i 1629 og 1653: Det første, som er 7 meter bredt og skabt af Jean Solvain, er særligt interessant, fordi det skildrer en hel procession på For-pladsen. Det andet, udført af Jean François, viser de seks konsuler forsamlet foran Jomfruen, ledsaget af Sankt Sebastian, Sankt Rochus, kommunens anklager og 'fuglekongen', som var vinderen af den seneste skydekonkurrence med hagebøsse og havde privilegiet at ledsage konsulerne overalt.
Relikviekapellet (entré; henvendelse til graveren), som åbner sig i det 3. fag af det nordlige sideskib, optager den øverste etage af Mâchicoulis-bygningen. Det er et majestætisk rum med et spidsbuehvælv understøttet af gjordbuer. Tidligere var rummet delt i to etager af et indskudt dæk: Nedenunder lå kapitelbiblioteket, og ovenpå lå Velays stændersal. Her kan man se den berømte fresko af De frie kunster, et smukt værk fra slutningen af det 15. århundrede, der forestiller Grammatikken med Priscian, Logikken med Aristoteles, Retorikken med Cicero og Musikken med Tubal-Kain.
Vi afslutter med et besøg i sakristiet, som ligger for enden af det sydlige sideskib: Til venstre for indgangen findes biskop Le Bretons grav (d. 1886), prydet med en liggende figur (gisant) i marmor.
Sakristiet (besøges med graveren uden for gudstjenesterne). En Pietà fra slutningen af det 15. århundrede, et storslået fransk primitivt værk; et relikvieskrin fra det 15. århundrede i sølvbelagt kobber; en smuk udskåret Kristusfigur i elfenben fra det 18. århundrede indsat i en pragtfuld ramme; smukke udskårne træpaneler fra det 18. århundrede, udført af Vaneau eller hans elever. Blandt malerierne ses: De hellige tre kongers tilbedelse af Claude Vignon; Barnemordet i Betlehem af Sébastien Bourdon. Kvalificerede personer har desuden mulighed for at se den berømte "Théodulphes bibel", et beundringsværdigt fransk manuskript fra det 9. århundrede skrevet på purpurfarvet pergament.
Bag apsis, mellem sakristiet og klokketårnet, findes provstens lille gård med en brønd fra middelalderen. En latinsk inskription indgraveret på korets ydervæg knytter sig til denne brønd: "Ved guddommelig nåde er denne kilde et lægemiddel for de syge, som gratis afhjælper manglerne ved Hippokrates’ kunst." Under denne inskription er fragmenter af gallo-romerske basrelieffer, som stammer fra en stor bygning, indmuret i korets nederste stenlag: De forestiller Herkules, jagtscener og dyrekampe.
I kapellet under klokketårnet findes tre grave fra det 14. århundrede (en biskop og to kanniker). Fra dette kapel kan man gå direkte ud foran Saint-Jean-porchen.
For-porchen og Saint-Jean-døbefonten
Man forlader katedralen gennem det sydlige tværskib (til højre) og For-porchen, et beundringsværdigt stykke arkitektur fra slutningen af det 12. århundrede, beliggende i hjørnet af dette tværskib. Den er overdækket af et krydsribbehvælv, selvom alle dens øvrige elementer stadig er rent romanske. Bemærkelsesværdig er den usædvanlige konstruktion af den fritstående bue, som er forbundet med arkivolten via tre stenkegler, hvoraf den ene forestiller en lille figur.
Under porchen findes to døre: Den mindste, kaldet pavedøren, var forbeholdt paver og har en antik overligger, der blev fundet under udgravninger i katedralen og opsat her i 1847. Den bærer inskriptionen Scutari papa vive Deo, som bevarer mindet om arkitekten fra det 5. århundrede; bagsiden bærer en ældre hedensk inskription. Den anden dør er rent romansk: Dørfløjene er prydet med to løvehoveder i bronze, hvis originaler nu befinder sig på Crozatier-museet.
Over porchen ligger et kapel opført omkring år 1300. I modsætning til porchen har kapellet gotiske vinduer, mens det er overdækket af et tøndehvælv: Til trods for de stilistiske forskelle komplementerer det porchen på harmonisk vis.
Porchen åbner ud mod For-pladsen (Place du For/Messages), en terrasse mod syd med udsigt over byen (smuk panoramaudsigt). Pladsens vestlige side kantes af det tidligere bispepalads (Évêché), som støder op til katedralen: Det er en charmerende bygning med en central klostergård, opført i slutningen af det 16. århundrede af biskop Antoine de Saint-Nectaire. Overfor ligger Hôtel de Saint-Vidal fra det 15. og 16. århundrede, ved siden af hvilket en malerisk trappegade udspringer. Gaden var tidligere kendt som 'Den Halte Trappe' eller Crebacor (hjerteknuser; i dag Montée du Cloître) og fører direkte ned til gaden Rue du Cardinal-de-Polignac.
Fra For-pladsen går man rundt om katedralens sakristi og klokketårn, lader gaden og porten Saint-Georges ligge på højre hånd, og efter få skridt står man foran den store, fladbuede arkade til Saint-Jean-porchen. Den er placeret i hjørnet af det nordlige tværskib, som den forbinder med døbefonten/baptisteriet. Under porchen forestiller det romanske portals tympanon Kristus flankeret af to engle, mens overliggeren skildrer Den Sidste Nadver: Disse skulpturer blev slebet ned under Den Franske Revolution. Dørfløjene er blevet restaureret, men har bevaret deres jernbeslag fra det 12. århundrede. Over porchen findes et rum med tøndehvælv, som rummer en smuk pejs med konisk skorstenskappe. Til højre ligger Saint-Jean-baptisteriet (en vagt viser rundt; mod betaling).
Det er en mærkelig bygning fra det 11. århundrede. Apsis er prydet med fem nicher, der indrammes af gallo-romerske søjler fra senantikken; den nederste del af væggene er ligeledes bygget af store stenblokke fra en antik bygning. Skibet består af to fag: Det første er overdækket af et tøndehvælv, der bærer et galleri, og fremviser rester af fresker. Det andets hvælv er nu forsvundet, men lader til at have været en form for sekskantet kuppel. Døbefonten står placeret i en niche til venstre. I midten af skibet kan man se sporene af et bassin, muligvis resterne af en døbefont fra den tid, hvor dåb blev foretaget ved fuld nedsænkning.
Går man til højre under Saint-Jean-porchen, finder man på venstre hånd indgangen til klostergården, som er et absolut must at besøge.
Klostergården, sidebygningerne og Notre-Dame-museet
Klostergården er rektangulær og udgør et bemærkelsesværdigt arkitektonisk værk fra det 12. århundrede. Den gennemgik en omfattende restaurering fra 1850 til 1857 og præges af et enkelt og majestætisk udtryk, hvor alle fire gallerier har krydshvælv. Galleriet, der støder op til katedralen, er ældst og kan dateres tilbage til begyndelsen af århundredet. De smukkeste kapitæler er inspireret af den korintiske stil; enkelte historiefortællende kapitæler bærer præg af en mindre raffineret udførelse. Man bemærker dog især, over de mosaikbelagte svikler, en storslået gesims, hvor middelalderens fantasifulde ånd har fået frit spil med en enestående sans for dekoration.
Det vestlige galleri er forbundet med katedralens porch via en passage, der lukkes af et beundringsværdigt romansk smedejernsgitter.
Det østlige galleri flankeres af en stor sal med tøndehvælv. Denne sal fungerede oprindeligt som kapitelhus, men blev fra det 14. århundrede anvendt som gravkapel og kirkegård for kannikerne; derfor kendes den som De Dødes Kapel. Man træder ind gennem et gitter fra det 15. århundrede og mødes af en stor, smuk fresko fra det 13. århundrede, der skildrer Korsfæstelsen, samt adskillige gravsten, der er lænet op ad væggene. Etagen ovenover har en smuk romansk pejs, og der kan stadig anes rester af malerier oppe på loftet.
Det vestlige galleri domineres af Mâchicoulis-bygningen, en massiv konstruktion fra det 12. århundrede, som støder op til katedralen, og hvis øverste etage rummer Relikviekapellet. Nedenunder findes to etager med lagerrum og kældre (udstyret med stenkar og vinpresser fra middelalderen). Denne bygning var i sin nordlige ende oprindeligt flankeret af et stort, firkantet fæstningstårn, Saint-Mayol-tårnet, der blev revet ned i 1844. Tårnet fuldendte det forsvarsværk, som katedralen og bispepaladset udgjorde.
I en anden sidebygning ved klostergårdens nordlige del kan man besøge Notre-Dame-museet.
1. sal. Rummer utallige malede ex-voto (takkeløfter), der gennem tiden er blevet skænket til katedralen af taknemmelige pilgrimme. Bemærkelsesværdige er gaverne fra Jacques d'Apchier (1513), familien Saint-Nectaire (1584), Renée de Rambures (markise af Polignac, 1690) og byen Langogne (1723). Læg også mærke til maleriet af konsulerne fra år 1598, udført af den lokale maler Josué Parier fra Puy. Desuden findes her forstudier og modeller til den monumentale statue af Notre-Dame de France samt A. Besqueuts marmorskulptur "Præstedømmet" (Le Sacerdoce).
2. sal. Bagerst i rummet hænger et stort gobelin broderet med franske liljer fra slutningen af det 15. århundrede, en gave fra Jean de Bourbon, daværende biskop i Puy-en-Velay. Flere træskulpturer af Vaneau (17. århundrede) er udstillet, heriblandt to soldater fra den thebanske legion, der blev udskåret til biskop de Béthunes gravmonument. Et træpanel af selvsamme Vaneau forestiller biskop de Béthune. I montrerne kan man se: et røgelseskar i bronze fra det 12. århundrede; et relikvieskrin i limoges-emalje fra det 13. århundrede; en gotisk ciborium i sølv; en biskopring fra det 14. århundrede; et spænde til en romansk korkappe; sølvbroderier fra dragter tilhørende Helligåndsordenen; to smukke broderede kapper, en fra det 14. og en fra det 15. århundrede, som engang blev brugt til at klæde den Sorte Jomfru, der brændte i 1794; et biskopligt rituale (pontifikale) fra Mende som manuskript fra det 14. århundrede; og Kristi slægtstavle skrevet på et langt pergament fra det 15. århundrede.
Svinger man til venstre ved udgangen fra klostergården, ankommer man efter få skridt til Pénitents-kapellet (De Bodfærdiges Kapel). Døren bærer årstallet 1584 og har bevaret sine renæssancefløje, men selve kapellet blev fuldstændig restaureret i det 18. århundrede (ring på for at tilkalde vagten; mod betaling).
Kassetteloftet er rigt udsmykket med malerier udført i 1630 af François Guy (i midten ses Jomfru Marias Himmelfart). De store lærreder, der pryder galleriet og kapellets sider, er malet af lokale kunstnere og dateres blot til 1713. Men det er især det store galleri, der tiltrækker opmærksomhed. Her findes en imponerende samling af gamle genstande, som bodsbroderskaberne brugte: Det fungerer som et lille museum dedikeret til disse broderskaber, hvoraf de fleste i dag er forsvundet. Det Hvide Bodsbroderskab i Puy-en-Velay eksisterer dog stadig, og de kan ses i deres karakteristiske dragter under den store procession den 15. august.
I hjørnet af kapellet udspringer en malerisk lille gade, der afbrydes af to hvælvede passager og fører direkte ned til de romanske portaler ved Hôtel-Dieu og det almene hospital.
Corneille-klippen og statuen af Notre-Dame de France
Bag Pénitents-kapellet begynder stien op til Corneille-klippen (entré 5 kr., åbent fra 8 til 19). Opstigningen er temmelig anstrengende, men på toppen belønnes man med et uovertruffent panorama.
Stien op er markeret som en korsvej. De enkle trækors blev båret herop den 14. august 1942 af spejderpilgrimme under en stor valfart for fransk ungdom og blev officielt rejst den 27. maj 1944 af biskop Martin. Trapper fører op til klippens plateau (755 meters højde; 130 meter over Place du Breuil), hvor den kolossale Jomfru knejser.
Statuen af Notre-Dame de France (1860) blev støbt ud fra en model af billedhuggeren Bonnassieux og fremstillet af metallet fra 213 kanoner erobret ved slaget i Sevastopol. Den måler 16 meter i højden, er cirka 4 meter bred, vejer 110 tons og hviler på en 6,70 meter høj ottekantet sokkel. Monumentet er sammensat af 80 dele, der holdes sammen med bolte. Man kan træde ind i statuen via en vindeltrappe på 91 trin og nå op til en jernstige, der fører helt op i statuens krone (en anstrengende opstigning uden den store udsigt indefra).
På klippeplateauet, for foden af Jomfruen, står en knælende bronzestatue af biskop de Morlhon (d. 1862), ligeledes skabt af Bonnassieux. En orienteringsplade i lavasten fra Volvic giver et detaljeret overblik over det storslåede panorama, der breder sig ud: Over byen og det grønne dalbassin, den ligger i centrum af; mod nordvest ses den fantastiske Aiguilhe-klippe og Polignac-fæstningens borgtårn; mod vest Velay-bjergene; mod øst Mégal-bjergkæden; og mod sydøst Mézenc-massivet.
Kigger man mod nord, domineres udsigten af en elegant gotisk bro, der krummer smalt over floden Borne. Mod vest kan man se den moderne bro til Brioude-vejen nærmest side om side med middelalderbroen; lidt længere ude ligger byen og klippen Espaly, krones af en kolossal statue af Sankt Josef. Man går ned ad samme vej, og idet man passerer under Saint-Jean-porchen, følger man Rue Saint-Georges til venstre. Gaden krydses af Saint-Georges-porten, som er en rest af katedralens gamle fæstningsmur. Lige overfor ligger seminariets kapel, foran hvilket man drejer til højre, går gennem endnu en port og træder ud på et gadekryds foran endnu et kapel. Fra dette kryds følger man Rue du Cardinal-de-Polignac til højre: Ved nr. 26 ses en smuk portal fra det 17. århundrede; mellem nr. 24 og 22 står to gamle tårne; nr. 16 er et palæ i gotisk- og renæssancestil; nr. 8 er det pragtfulde tidligere Hôtel de Polignac i flamboyant gotisk stil, som tidligere fungerede som præfektur.