Herrerne af Castanets begivenhedsrige historie
Slottet Castanet har rejst sig stolt ved bredden af Villefort-søen siden dets opførelse i slutningen af det 16. århundrede. Bygget af familien Isarn omkring 1578 vidner denne bygning om overgangen fra fæstning til landejendom. Dens renæssancearkitektur kendetegnes ved massive runde tårne og typiske vinduer med sprosser fra denne skelsættende periode. Strategisk placeret ved Régordane-vejen fungerede slottet længe som et vigtigt overgangssted for rejsende og varer fra syd. Gennem århundrederne har monumentet overlevet lokalhistoriens udsving og bevaret sit imponerende udseende trods skiftende ejere.
I hjertet af Lozère, gemt i de grønne dale i Pourcharesses, står Slot Castanet, en juvel fra det 16. århundrede. Dets historie er vævet ind i tæppet af det franske landskab, hvor kastanjetræerne hersker og hvisker hemmelighederne fra fortiden.
Placering: Beliggende på en klippe overvåger slottet området omkring Villefort, en region der engang undslap Gévaudans greb for at komme under biskoppens beskyttelse fra Uzès. Herrerne fra Castanet, hvis ejendomme strakte sig helt til Garde-Guérin, svor troskab til biskoppen af Mende, deres lensherre. Jorden i Castanet, opkaldt efter den occitanske châtaignier (kastanjetræ), var et stop for pilgrimmene fra Centralmassivet, som fulgte Régordane-vejen mod Saint-Gilles kloster. Det var også forbindelsen mellem Mende og Villefort via floden Soteirana, der slynger sig gennem dalene ved Lot og Altier.
I dag bliver slottet, der engang var truet af floderne, blidt kærtegnet af de rolige vande i Villefort-søen. Denne kunstige sø, skabt af menneskelig vilje og Villefort-dæmningen, var tæt på at gøre slottet til en af sine sunkne perler.
Toponymi: Castanet, et navn der vækker minder om frodige kastanjeplantager, er en levende hyldest til træet, der dominerer landskabet og bærer historierne fra denne egn.
I historiens krinkelkroge står Castanet-ejendommen, et levn fra det 13. århundrede, måske endda ældre, forankret i Sankt Victorins sogn i Villefort. Under biskoppens beskyttelse fra Uzès hørte det under Saint-Gilles kloster, en helligdom for fromme sjæle. Herren af Hérail, medherre af Garde-Guérin og trofast vasal af biskoppen i Mende, var dens beskytter. Ejendommen, en arv der har overlevet tidens gang, gav dens ejere den prestigefyldte ret til at være medherre af Garde-Guérin indtil 1550, da den faldt i hænderne på Robert Brun. Det var ham, der den 14. december 1571 overdrog ejerskabet til Jacques d’Isarn fra Villefort.
Jacques d’Isarn, en visionær for sin tid, opførte allerede året efter Castanet-herregården. Hans efterkommere, ligesom kunstnere, udvidede og forskønnede dette mesterværk sten for sten. Det våbenskjold, han skabte, med en blå baggrund og et gyldent bånd, flankeret af tre mønter og en lysende halvmåne, blev emblemet, der stolt pryder pejsen.
Med tiden, omkring 1684, mistede slottet sin glans i familien d’Isarns øjne. Arvingen Jacques Joseph d’Isarn, gift med Marie Suzanne de Valicourt, markise af Villefort og underguvernante for de kongelige børn, forlod stedet til fordel for mere prestigefyldte horisonter.
I 1760 erhvervede Jean-Louis Baldit, en kendt advokat fra Villefort, slottet fra Louis-François d’Isarn, inklusive dets frugtbare jorder og tilhørende bygninger. Men historien stoppede ikke her, for i 1784 blev byens dommer, Victorin Bonnet-Ladevèze, den nye herre. Den Franske Revolution rystede den etablerede orden, og slottet, der blev national ejendom, blev solgt til Théodore Borrely og Joseph André de Villefort, efter at den tidligere ejer var blevet tvunget i eksil under de revolutionære uroligheder.
I 1932 åbnedes et nyt kapitel i historien om Slot Castanet, da Joseph Piton blev den nye ejer, hvilket markerede begyndelsen på en familieæra, der varede indtil 1960'erne. Det var en periode med ro, men også usikkerhed, da truslen om ødelæggelse hvilede over slottet. Projektet for Villefort-dæmningen, der blev startet mellem 1956 og 1957, truede med at oversvømme en del af dalen, inklusive slottet. Heldigvis gav klassificeringen af slottet som et historisk monument i 1964 det en redningsbeskyttelse, der forhindrede dets forsvinden.
Under EDF's beskyttelse blev slottet overdraget til det tværkommunale samarbejde Villefort-Pourcharesses-Prévenchères, hvilket indledte en ny epoke i dets liv. Det vågnede op til kulturen og blev en ramme for kunstudstillinger, der bød velkommen til kunstnere og nysgerrige indtil 1992. Derefter, fra 1993 til 1995, blev det udsmykket med de første kameraer, der står som stille vidner til fotografiets udvikling.
I 1997 gav tre foreninger slottet nyt liv ved at skabe udstillinger, der fortæller om det daglige liv for indbyggerne i regionen i første halvdel af det 20. århundrede. Men i marts 2000 ramte skæbnen hårdt: en ødelæggende brand reducerede slottet til tavshed. Det var først efter en restaurering, der blev afsluttet i 2006, at slottet genopstod fra asken, og åbnede sine døre for guidede besøg og udstillinger, takket være det lokale samfunds engagement for at bevare dette historiske vidnesbyrd.