Kirken Notre Dame de Thines i Ardèche
|
|
Kirken Notre Dame de Thines i Ardèche |
|
Da de næste dag, fortæller legenden, arbejdere havde bestiget bjerget, blev de meget forundrede over ikke at kunne finde de sten og værktøjer, de havde efterladt dagen før. Hvad kunne de være blevet til?... Længe søgte de uden at kunne opdage noget, da en af dem så dem på den anden side af den brølende bæk ved bunden af bjerget, på toppen af en klippe, på det sted, hvor kirken og landsbyen Thines nu ligger. Fem gange i træk gentog dette mærkelige fænomen sig, og byggerne, trætte af at kæmpe mod en overnaturlig magt, der legede med deres planer, kom for at bygge kirken på det sted, som Guds vilje, så klart manifesteret, havde angivet for dem. Denne gang blev de ikke længere forstyrret i deres arbejde, og på mindre end et år, i denne barske og vilde region, som en landskab af den store maler, vi kalder Salvator Rosa, dukkede et religiøst bygningsværk op med elegante og harmoniske proportioner.
Kirken i Thines, som jeg i en særlig rapport har påkaldt opmærksomheden og omsorgen fra hr. indenrigsministeren, og som, jeg er sikker på, snart vil blive klassificeret som et historisk monument, udviser en karakter af enhed og samtidighed, som sjældent findes i lige så høj grad i middelalderlige religiøse bygninger. Generelt har hvert århundrede, der er kommet, sat sit præg på de forskellige dele, der udgør bygninger af denne art fra denne periode. Lille, men yndefuld i sit hele, måtte denne kirke nødvendigvis være skabt af en enkelt intelligens og udført af en enkelt vilje. Man kunne tro, at den var blevet støbt i én og samme form.
Det 11. og 12. århundrede er, i det sydlige Frankrig, højden af religiøs arkitektur. Den frygt, der blev forårsaget af de dystre tilgange til år 1000, havde, om ikke helt stoppet, så dog bremset kunstens bevægelse i det følgende århundrede. De strenge, mørke og nøgne karolingiske monumenter var den troværdige udtryk for jernalderen, hvorunder de blev bygget. En komplet ændring i karakter og stil kendetegner de senere monumenter. Forbindelserne mellem Østen og Vesten, afbrudt af den feudale barbarisme hos Karl den Stores efterfølgere, genopstår mere talrige og hyppigere i det 11. århundrede. Normannernes krige i Sicilien, Apulien og Grækenland, samt korstogene, bringer kunsten og litteraturen fra disse smukke og poetiske østlige regioner, hvor de sidste stråler af en døende civilisation stadig strålede, hjem til Europa og især til Frankrig. Det allerede så lykkeligt begyndte regenereringsværk fortsætter, og med de første år af det 12. århundrede ser Frankrig sin jord som ved magi dækket af disse storslåede romanske basilikaer, som alle pragt fra den gotiske periode aldrig har kunnet udslette i vores sydlige provinser.
Kirken i Thines skal åbenbart tilskrives den byzantinske kunst. Kun den har inspireret, designet og rejst den. I lyset af denne klart og kategorisk formulerede mening, hvad er der så blevet af den alt for let accepterede tradition i landet, der tilskriver grundlæggelsen af denne kirke til pave Urban V?... Denne pave levede på en tid, hvor den gotiske stil, der nåede sit højeste punkt af perfektion og berømmelse, prydede overalt de strålende vidundere af sin arkitektur, og det er rimeligt at tænke, at hvis han havde været den sande grundlægger af denne kirke, ville han have bedt om planen og betroet udførelsen til en arkitekt, der var oplært i de nye kunstbegreber?
Guillaume de Grimoard, født i Crisac, bispedømmet Mende, blev valgt til pave under navnet Urban V den 27. september 1362. En simpel abbed af Saint-Victor i Marseille, da konklavet stemte på ham, glemte han aldrig sit kære kloster, som han kaldte det. Han havde genoprettet det til en blomstrende tilstand og gav det sin høje og magtfulde beskyttelse indtil sin sidste time. Denne fromme erindring, der blev bevaret på de steder, hvor de første år af hans præstegerning var forløbet fredeligt, kunne til en vis grad have givet anledning til dem, der velvilligt troede, at før han blev abbed af Saint-Victor, havde han udfyldt de ydmyge funktioner som prior af Thines, til at tro, at kirken af dette navn ikke var andet end et monument, som Urban V havde til hensigt at bevare mindet om de lykkelige dage, han havde tilbragt i dette priorat.
Desværre samler alle sandsynligheder sig for at fjerne selv de mindste tegn på plausibilitet fra denne antagelse. Guillaume de Grimoard tilhørte en af de ældste og mest berømte familier i Gévaudan, og på det tidspunkt, hvor det dengang beundringsværdige præsteskab ikke rekrutterede sig fra de fattigste og mest usete rækker af landbefolkningen, og ikke bragte som nu, ind i helligdommen, mænd fyldt med dyder og evangelisk iver, men som ofte, desværre! var berøvet den familiemæssige opdragelse, som aldrig erstattes af de utilstrækkelige og ufuldstændige undervisninger i seminaret, samt en intim viden om verden og den perfekte taktik, der er så nødvendig for den præst, der har ansvar for sjæle, især i byerne, en mand med et sådant navn ville bestemt ikke have begyndt sin præstegerning ved det beske priorat i Thines. Sådanne emner var forbeholdt den romerske purpur, biskoppens æresbevisninger eller alt, i det mindste den blide og bløde dovenhed i et velstående kloster.
Så, vil du sige til mig, hvem skal vi tilskrive grundlæggelsen af denne kirke? Jeg kunne svare, at din nysgerrighed næsten ligner en indiskretion, og derved undslippe mig; men jeg foretrækker at indrømme, at jeg på dette punkt ikke er i stand til at give dig tilfredsstillende forklaringer. Det eneste, der er sikkert, er, at en sådan bygning, på et sådant sted, isoleret og tabt, kun kunne være blevet bygget af en mægtig vilje forenet med enorme ressourcer. Er det en høj baron, der er genindtrådt i nåde hos Kirken, eller burde vi derimod takke et religiøst fællesskab?... Jeg ville være mere tilbøjelig til at acceptere denne sidste antagelse, da jeg rundt om kirken har set, der strækker sig ud til klippeafgrunden, rester af byggeri, hvis monastiske bestemmelse ikke synes at være tvivlsom. Der må have været et kloster rigt nok til at få bygget en kirke. Men hvilken orden tilhørte dette kloster?... Hvornår ophørte det med at eksistere?... Hvilke årsager førte til dets undergang?... Tre spørgsmål, som traditionen, som jeg har spurgt omhyggeligt på de pågældende steder, ikke giver et eneste svar på.
Kirken i Thines er bygget i form af en basilika med et enkelt skib. Dens længde er femogtyve meter; dens bredde er otteogfyrre centimeter. Murværket er regelmæssigt og af gennemsnitlig størrelse, men sammensat af sten af forskellige arter. Friserne, kapitelerne og generelt alle de udsmykkede dele af bygningen er lavet af meget fin sandsten, som måtte hentes langt væk, da denne type sten ikke findes i området; resten af murværket er lavet af grov sandsten; kun fundamentet har lånt sine materialer fra skifersten, der findes i meget store mængder på stedet.
Som i mange kirker fra samme tid ligger døren i den yderste højre side af skibet. Fire lidt fremtrædende støttepiller, eller rettere fire indskudte pilastre, understøtter hver en af de ydre sidevægge. I den øverste del af disse vægge, mellem støttepillerne, hersker en lille arkade, hvis indfatninger understøttes af skulpturerede modilloner i form af dyresnuder, kugler, sukkulenter af forskellige typer. Over arkaden strækker sig et bånd af relieffer; endelig, over reliefferne og lige under tagets skråninger, bemærker man en række af disse figurer, der er så dyrebare for den byzantinske ornamentik. Hver af stenene i den sidste række har fået en af disse figurer: det er nogle gange små cylindere, stænger, små blomster, dobbeltæggede æg; nogle gange persilleblade eller sukkulenter, krukker og redskaber i forskellige former; nogle gange endelig husdyr eller grimasserende figurer. Denne tredobbelte, skulpturerede bånd omgiver også den ydre apsis, hvor den bliver bredere ved indsættelsen, mellem arkaden og reliefferne, af en dobbelt række af skrå, vinkelformede plader, der er arrangeret som et skakbræt. Mellem indfatningerne af arkaden kan man se en halvmåne i bunden af apsis, halvdelen af rød og hvid.
Portalet med fuld bue, foran hvilket der rejser sig en søjle i midten af en lille plads, der er kronet med figuren af Jomfruen, der holder barnet Jesus i sine arme, hvilket synes at indikere, at denne kirke fra begyndelsen har været placeret under invokationen af Guds Mor, er hævet på en trappe med otte trin. En prismatisk søjle af grå marmor understøtter en fin sandstenbalk, der er brudt i tre dele. Denne balk er dækket over hele sin længde af et bas-relief, der viser den triumferende indtræden af vores Herre Jesus Kristus i Jerusalem, nadveren og Judas’ forræderi.
Det er først Jesus Kristus, der rider på et æsel ledsaget af sit føl og efterfulgt af sine disciple, der holder grønne palmer i hånden. Under porten til den hellige by, der ses flankeret af to runde tårne, på toppen af en af dem skinner, formentlig som en påmindelse om korstogene, et liljeprydet skjold, sidder en mand, der tilsyneladende ikke er andet (den skål, der er fyldt med mønter, som står ved siden af ham på bordet, synes i det mindste at antyde det) end den, der er ansvarlig for opkrævning af passagegebyret. Så kommer nadveren. Jesus, stående midt i sine disciple, som han har samlet omkring sig aftenen før sin lidelse, bryder brødet og indstifter nadverens sakramente. Judas’ forræderi optager den yderste del af bas-reliefet. En gruppe soldater, ledet af denne uværdige discipel, griber fat i frelseren, som han peger på med fingeren. Dette bas-relief, der er behandlet med en vis forståelse og smag, skiller sig ud ved visse kvaliteter i disposition og design, som ikke tilbyder den samme grad som de skulpturelle produktioner fra denne fjerne epoke. En latinsk inskription, i klare og regelmæssige store bogstaver, forklarer hver episode af bas-reliefet, som den står under. Denne inskription, der strækker sig over en enkelt og lang linje, men som mangler flere bogstaver, hvis fravær nødvendigvis skal suppleres, er således formuleret:
DVO CENAT X PTS IVDAS SIBI PREPARATVS : ORE DATIS SIGNIS REX TRADITVR FILIVS HOMINIS : |
Fire archivolter med kvadratiske paneler omfavner portalen. Deres udspring hviler på en fremspringende imposte med akantusranker. Rundt om den første archivolte hersker en flad bånd, der er dekoreret med små stænger, cylindere og kugler.
Denne portal, på et tidspunkt som ikke kan præciseres, har måttet gennemgå en reparation, der i øvrigt blev udført med intelligens. De to statuer prydet med en glorie, som i dag er indsat i tympanon, og den, der er placeret i et af hjørnerne af portalen, har uden tvivl tidligere tjent til at dekorere koret og måske det gamle alter. Bas-relieffet, der fungerer som overligger, må også have haft den tilsigtede funktion, for ved at tilføje til sin nuværende længde den længde, som tilføjelserne, der skal laves for at fuldende meningen med inskriptionen, indeholder, opdager man let, at dens oprindelige dimensioner oversteg portalens længde.
Placeringen af disse tre statuer, skønt lidt tvunget, har imidlertid ikke den egyptiske stivhed, der karakteriserer de fleste samtidige værker. Broderierne og udsmykningerne er ikke kastet over tøjet med den sædvanlige overflod af dårlig byzantinsk smag; det hele mangler ikke liv, bevægelse og endda nåde og elegance. Åbenbart var disse tre statuer ikke alene. De må have været tolv i alt og repræsenteret de tolv apostle.
Til venstre for portalen, på en af de laterale flader af den første støttepille, er der en dato, der med sikkerhed er meget interessant, men så grov, at det er materielt umuligt at rekonstruere årstallet. Sandstenen har desværre ikke granittens hårdhed, og de indtryk, som arbejderens mejsel giver den, holder ikke evigt mod tidens dræbende handling.
Klokken må ikke engang nævnes, så lidt harmonerer den med resten af bygningen. Den består af en lille mur, der er hævet over tagets højde og brudt med tre bueformede åbninger, hvoraf en for nylig er blevet ødelagt af lynet. En dårlig trappe, groft lavet og efterfølgende, fører derop. Apsiden er udvendigt prydet med fire indskudte søjler med historiske kapiteler, der selv hviler direkte på fire slanke og lidt fremspringende pilastre, der er dækket over hele deres længde med rhombusser eller efeustængler. Disse pilastre har deres udgangspunkt i den smalle gesims af en sokkel, som, ligesom dem, kun tilbyder lidt fremspring.
Den højre sidevæg er gennemboret, mellem støttepillerne, af to bueformede vinduer. Apsiden har fire. Kuppelen er dekoreret med et hulbånd, hvorpå dyresnuder og små stænger fremhæves i relief. Alle disse vinduer har dobbelt archivolte i vinkel eller i form af en torus. Den centrale åbning er lang og smal. De søjler, der prydede dem, er delvist forsvundet. Kirkens indre er enkelt, men yndefuldt. Kuppelen, uden ribber, er prydet med to dobbeltbuer, der hviler direkte på slanke søjler, der er indskudt i de pilastre, der fortsætter dobbeltbuerne. Kapitelerne på disse søjler, som dem i hele bygningen, viser de karakteristiske træk fra den byzantinske periode og er fyldt med mærkelige figurer, sukkulenter, bibelske personer og fantastiske dyr. Nicherne er prydet med store lukkede buer. Der findes ingen åbning på kirkens venstre side. Selve koret er uden det femte vindue, som ved sin venstre side skulle have været nødvendigt for dets regelmæssighed.
Koret er lavere og smallere end skibet, som det danner en let tilbagetrækning fra. I hjørnerne rejser sig to søjler i samme stil som dem i skibet, men mindre udviklede. En gesims, der er fyldt med døde hoveder, dyresnuder og små blomster, kører rundt om apsiden i højden af søjlerne.
Kuppelen i apsiden viser på hele sin overflade brede koncentriske striber, der regelmæssigt dannes af skiftevis lag af rød og hvid sandsten. Denne udsmykning fremstår i alle dele af bygningen: den dækker skafterne af søjlerne i skibet, den runder sig omkring archivolterne, den stråler på de buede vægge af vinduerne, den pryder halv-månerne af arkaden, den stiger op på søjlerne og søjlerne i apsiden. Ved portalen finder man den igen, men med mindre regelmæssighed end i de andre dele af kirken.
Det er umuligt ikke at se i denne specielle udsmykning et meget levende minde om østlig arkitektur. Som i det sene imperium, som i hele Østen, som i den del af Italien og Frankrig, der også særligt i middelalderen imiterede det sene imperium, er disse to farver, rød og hvid, placeret på samme måde som i kirken i Thines, med den eneste forskel, at her er den kostbare marmor blevet erstattet af den beskedne sandsten. De byzantinske monumenter i Konstantinopel, moskeerne i Kairo, katedralerne i Como og Genova, teateret i Mandoeuvre i Franche-Comté og nogle romanske monumenter i det sydlige Frankrig og især i Auvergne vidner om rigtigheden af vores vedholdenhed.
Der er ingen spor af en sakristi i kirken i Thines. Dem, der beskæftiger sig med arkæologi, ved, at der ikke er blevet fundet nogen sakristi i kirker, bortset fra katedraler, før slutningen af det 16. århundrede.
Bunden af bygningen, overfor koret, oplyses af et lille rosetvindue eller snarere en åbning udskåret i rundingen af en lukket bue i forlænget form. Under denne åbning, i retning af portalen, skelner man, indsat i muren, rester af to jernkonsoller, der var beregnet til at bære en sæde, og mellem den nedre ende af åbningen og konsollerne, i støttehøjde, kan man se et cylindrisk hul, en slags høregang, der er gennemboret i tykkelsen af murværket og som kommunikerede indefra med udefra. Var dette sædet mon for præsten, som fra bunden af apsiden, sin sædvanlige plads, på en underlig kaprice, som intet kan forklare og endnu mindre motivere, var blevet flyttet og transporteret til denne tilbagetrukne del af kirken?... Eller indikerer dette sæde, der er anbragt ved siden af dette cylindrisk hul, hvis anvendelse aldrig kunne forklares, pladserne, som præsten, der modtog bekenelse fra den ekskommunikerede eller den spedalske, havde i helligdommens indre?... Det er kun spekulationer, måske grundløse spekulationer, som jeg kun tør fremsætte med bæven. Den sidste synes dog tilstrækkelig rimelig til at kunne accepteres uden for megen modvilje.
Når ekskommunikationen ramte en troende, blev han straks anmeldt til de sande troende som en uren mand, som man skulle holde sig væk fra, under risiko for at pådrage sig kirkens forbud og for altid at kompromittere sin sjæls frelse. Helligdommen var ham ubarmhjertigt lukket, og han fik kun ret til at komme tilbage efter at have givet mange og offentlige tegn på sin anger og sin gudfrygtighed. Forhallen var den ydre del af kirken, hvor han havde lov til at stå, mens de troende, der var samlet indendørs, deltog i de guddommelige tjenester og nærede sig af det, man kalder, i mystisk sprog, Guds ord. Det var der, præsten kom for at høre ham i bekendelse, der, hvor han modtog, i nærvær af den samlede skare, læsningen af det pavelige dekret, der løftede ham fra den ekskommunikation, der var blevet pålagt ham. Finder vi ikke i fejringen af blandede ægteskaber noget, der minder os om denne ydre fordømmelse, der omgav den uheldige ekskommunikerede?... Disse slags ægteskaber blev kun velsignet ved kirkens dør, og i dag fejres de stadig ikke ved alteret, men i sakristiet. I nogle bispedømmer, blandt andet i Lyon, velsignes ægteskabet, det er sandt, i kirken, men den katolske del af de to kommende ægtefolk sidder alene i koret, mens den anden, den protestantiske, står i skibet.
Legemlig urenhed var, i kirkens øjne, lige så frygtelig som sjælens urenhed. Den spedalske blev skammeligt udstødt fra templet, og enhver relation, hvis ikke åndelig, så i det mindste fysisk, var ham strengt forbudt med andre mennesker. Adgang til forhallen blev ham endda nægtet. De stank, der strømmede fra hans altid åbne sår, kunne pludselig gøre smitten eksplodere blandt den folkemængde, der kom ind og ud af kirken.
Denne måde at kommunikere så fra indersiden til ydersiden via en åbning i murene af en bygning er for øvrigt hverken usædvanlig eller ny. Jeg har set i Venedig, i det gamle dogepalads, dette vidunder skabt af tre geniale kunstnere, Calendario, Bartholomeo og Sansovino, langs væggene i de mørke fængsler, der optager de øverste og nederste dele af denne kolossale bygning, blyene (i piombi) og brøndene (i pozzi); jeg har set i Avignon, i den gamle pavelige palads, åbne i mandshøjde, i de hellige offtres fængsler, firkantede huller, hvor præsten modtog bekendelse fra den ulykkelige, der skulle rammes af den verdslige eller religiøse retfærdigheds sværd.
Ved afslutningen af denne monografi, hvis form har bevaret, på trods af mig, tørheden og ariditeten af en officiel arkæologisk rapport, må jeg bemærke, at muren i apsiden af kirken i Thines er bøjet under vægten af kuppelen og har revnet på to steder. Betydelige reparationer ville snart være nødvendige, hvis der ikke straks blev taget affære. I øjeblikket ville det sandsynligvis være tilstrækkeligt med en veludført fugning og konsolidering af nogle sten. Jeg har med den største insisteren krævet midler til dette formål, og jeg har al grund til at håbe, at min anmodning vil blive taget alvorligt af den anerkendte mand, der med en eminent kunstnerisk omsorg har ansvar for vedligeholdelsen og restaureringen af vores nationale monumenter.
Jeg er kommet uden at stoppe fra Saint-Laurent-lès-Bains til Thines; men det er lidt sandsynligt, at jeg vil ændre den afstand, der adskiller mig fra Chambonas, en charmerende landsby, hvor jeg desværre aldrig mere skal møde den venlige og velvillige mand, der altid venligt og med så meget hjertelighed gav mig æren af sit vidunderlige hjem. For at nå den departementale vej, der løber over toppen af de spidse bjergtoppe, skal man bestige lige frem i mindst en time, og selvom gæstfriheden, der findes på herberget i Peyre, ikke er særlig indbydende, accepterer man det gerne, da opstigningen er stejl og svær langs denne smalle sti, der er dækket med skrøbelige skifersten, som knækker og glider under fødderne, og der er dybe riller fra de voldsomt regn, der ødelægger og ødelægger disse så maleriske og glemte områder. af Ovide de Valgorge. Erindringer fra Ardèche
Tidligere feriehjem med en have ved Allier-floden, L'Etoile Gæstehus ligger i La Bastide-Puylaurent mellem Lozère, Ardèche og Cevennerne i Sydfrankrigs bjerge. Ved krydset af GR®7, GR®70 Stevenson-stien, GR®72, GR®700 Regordane måde, GR®470 Allierskloften-stien, GRP® Cévenol Rundtur, Ardèche-bjergene Rundtur, Margeride Rundtur. Mange ruter til rundvandringer og dagsudflugter med vandreture og cykelture. Ideelt til et afslappende ophold og vandreture.
Copyright©etoile.fr