Den 24. juli 1702 blev abbed du Chayla myrdet i Pont-de-Montvert. Esprit Séguier, lederen, blev kort efter taget til fange og henrettet samme sted. Joany, der var tagdækker i Plôs og tidligere soldat i den kongelige hær, var en del af oprørsgruppen fra Pont-de-Montvert. Han blev senere camisard-leder for Mont Lozère-regionen. Den 21. og 22. december 1702 massakrerede han Prins de Contis garnison i Génolhac i de huse (som var blevet omdannet til dragonkaserner), der tilhørte Leyris du Péras (protestanter, som var emigreret til Schweiz).
Han genoptog sine angreb den 28. december 1702 og den 31. januar 1703 (hvor han dræbte hele garnisonen i den såkaldte dragonkaserne i rue Basse). Den 13. februar angreb Marcilly med 600 mand Joanys 800 mænd, som trak sig tilbage to bredden af Gardonnette. Den 16. februar nedbrændte Joany kirken og 27 huse i Ribeyrette i Chamborigaud og massakrerede 26 personer. Den 26. sendte M. de Julien 150 miquelets (katalanske lejesoldater). Joany, der var blevet advaret, trak sig tilbage mod Vialas og Génolhac. Den 10. marts blev Vialas plyndret og massakreret av M. de Julien. Joany ødelagde derefter landsbyen L'Hôpital på Mont Lozère.
I 1704 blev Castanet især kendt for at have hjulpet Joany, en anden camisard-leder, i kampen mod de kongelige styrker. Deres samarbejde gjorde det muligt at gennemføre dristige angreb på de franske garnisoner, hvilket påførte den kongelige hær betydelige tab. Man opdagede hulen Fau des Armes på Mont Lozère med deres arsenal.
En anden camisard-leder, Roland, massakrerede de sidste katolikker, der var blevet i deres hjem i Génolhac. Marskalk de Montrevel sendte derefter seks kompagnier miquelets til Génolhac. Joany, som var blevet advaret af sine spioner, trak sig tilbage til Mont Lozère.
I september 1704 nedbrændte Joany kirken i Concoules og stjal 300 får og 50 køer. Han overgav sig dog senere til Montrevel, som gav ham en løjtnantstilling i den spanske hær. I 1705 deserterede Joany og blev fængslet i Montpellier. Den 24. september meddelte Villars kongen, at han havde pacificeret området. I 1710 flygtede Joany fra Montpellier. Han blev anholdt og fængslet i Agde. Han flygtede igen og vendte tilbage til Génolhac. Da han blev anholdt og ført mod Alais, forsøgte han at flygte, men blev skudt af vagterne fra Sénéchas på den gamle bro ved Mas.
I 1723 decimerede en frygtelig pestepidemi Génolhac (130 ofre ud af 904 indbyggere), som det år blev fritaget for skatter. I 1779 solgte Prinserne af Conti deres jord i Génolhac til Claude François de Roche, som blev den første herre af den sidste feudale familie og medherre sammen med Biskoppen af Uzès i Génolhac. I 1787 tillod Toleranseediktet protestanterne at udøve deres tro. Center for dokumentation og arkiver fra PNC. Indsamling, oversættelser og skitser af Jean Pellet.
Abbed du Chayla er en tragisk og emblematisk figur, der spillede en central rolle i den tumultariske historie om camisarderne og den religiøse konflikt i Frankrig i begyndelsen af det 18. århundrede. Hans mord den 24. juli 1702 i Pont-de-Montvert markerede begyndelsen på en periode med intens vold og oprør for protestanterne, der kæmpede mod en brutal undertrykkelse. Som katolsk præst var abbed du Chayla også en meget kontroversiel figur i denne sammenhæng. I stedet for at holde sig uden for konflikten, optrådte han som en inkarneret forsvarer af den kongelige magt, hvilket skaffede ham fjendskab fra mange protestanter. His rolle i besættelsen af religiøse steder og hans støtte til den kongelige autoritet gjorde ham dybt upopulær blandt de lokale protestantiske samfund. Hans mord, der blev betragtet som et svar på statens voldelige undertrykkelse, hældte benzin på bålet og forværrede spændingerne mellem katolikker og protestanter drastisk. Det var en tragisk begivenhed, der vidner om protestanternes desperate situation dengang, og de ekstremer, som nogle var villige til at gå til for at forsvare deres tro og rettigheder. Abbed du Chayla nævnes ofte som en martyr i den protestantiske fortælling, men hans historie illustrerer også kompleksiteten i forholdet mellem de forskellige religiøse samfund på den tid.
Esprit Séguier er kendt for sin rolle som leder blandt oprørerne. I starten af camisard-oprøret inkarnerede han modstands- og oprørsånden mod de kongelige myndigheder, som førte en ubarmhjertig undertrykkelsespolitik mod protestanterne. Hans rolle blev især central efter mordet på abbed du Chayla i 1702. Som leder organiserede og førte Esprit Séguier adskillige militære aktioner mod de royalistiske styrker. His taktik var ofte baseret på guerillakrigsførelse, hvor han udnyttede sit kendskab til Cévennernes terræn for at overraske og angribe kongelige garnisoner. Desværre fik hans kamp en tragisk afslutning. Kort efter at have indgivet håb og mod til sine kammerater, blev han taget til fange. I 1703 blev han henrettet i Pont-de-Montvert, et sted med stor symbolsk betydning. Hans død symboliserer prisen for kampen for religionsfrihed på den tid og betragtes ofte som et martyrium for den protestantiske sag.
Marcilly var aktivt involveret i undertrykkelsen af camisarderne, især da oprøret nåede sit højdepunkt. På det tidspunkt kommanderede han de kongelige tropper og spillede en afgørende rolle i kampen mod de protestantiske oprørere. En af de mest bemærkelsesværdige episoder var hans sammenstød med camisard-lederen Joany.
Den 13. februar 1703 angreb Marcilly med 600 mand Joany og hans styrker, som befandt sig i en defensiv position. Det var en af konfliktens afgørende kampe. Selvom Marcilly var i overtal, lykkedes det camisarderne at trække sig tilbage takket være deres gode kendskab til terrænet. Marcilly repræsenterer den royalistiske autoritet, som forsøgte at knuse camisard-oprøret for enhver pris. His handlinger afspejler volden og traumerne fra denne periode og tydeliggør den dybe kløft mellem monarkiets tilhængere og camisarderne.
Joany, der stammede fra Mont Lozère-regionen, begyndte sin karriere som tagdækker og tidligere soldat i den kongelige hær. Hans militære baggrund gjorde det muligt for ham at forstå krigsstrategier, hvilket var afgørende, da han blev leder for camisarderne i kampen mod de kongelige styrker. Joany var kendt for sit mod og sin karisma.
I 1702 førte han flere dristige angreb, især mod Prins de Contis garnison i Génolhac, hvilket påførte royalisterne store tab. Under oprøret udmærkede Joany sig også ved sin evne til at samle folk og forene dem om den fælles sag for religionsfrihed. His kamp var dog fuld af forhindringer. I 1705 blev han taget til fange og fængslet i Montpellier. Joanys historie er en fortælling om dedikation, og hans arv lever videre som et symbol på den protestantiske modstand i Frankrig.
Castanet is en fascinerende og emblematisk figur fra camisard-oprøret. Han stammede fra Languedoc og beskrives ofte som en karismatisk leder, der formåede at samle mænd til sin sag. Drevet af en brændende tro og en dyb vrede over undertrykkelsen, viede han sig til kampen for religionsfrihed. His mod og evne til at lede overraskelsesangreb mod de royalistiske tropper gjorde ham til en frygtet og respekteret leder.
Castanets handlinger afspejler den stærke modstand mod den undertrykkende magt. Ligesom mange andre af bevægelsens ledere kunne han dog ikke undslippe den brutale undertrykkelse, der fulgte. Camisardernes kamp er i dag en legende i den franske protestantismes historie.
Roland bliver ofte beskrevet som en ung mand fuld af passion og idealer. Hans karisma og mod gav ham hurtigt respekt blandt sine kammerater i kampen for den protestantiske sag. En af hans mest bemærkelsesværdige handlinger var hans deltagelse i angreb mod de katolske styrker, hvor han viste en dristig taktik og en strategisk sans. Roland var ikke kun en militær leder, men også et symbol på enhed for det protestantiske samfund i en tid præget af desperation, hvor splittelse truede med at rive det fra hinanden. Fortællingerne om hans bedrifter cirkulerede i landsbyerne og opmuntrede andre mænd til at tilslutte sig kampen. Desværre fik Rolands historie, ligesom mange af periodens camisard-ledere, en tragisk afslutning under sammenstødene med de overlegne kongelige styrker. Hans modstand mod de kongelige styrker bragte ham mange prøvelser, og hans afslutning var præget af den tragiske anonymitet, som så mange af denne tids helte forsvandt i.
Marskal de Montrevel, hvis fulde navn er Claude de Villars, er en bemærkelsesværdig figur i fransk militærhistorie i relation til camisardernes oprør. Fra 1704 fik han ansvaret for en storstilet militæroperation i Languedoc for at knuse oprøret. Han kommanderede tropper for at opspore og bekæmpe oprørerne, der førte en intens guerillakrig. Montrevel var kendt for sin militære disciplin, men også for sin ofte ekstreme brutalitet. Hans strategi bestod i at bruge kompagnier af miquelets to opspore oprørerne, hvilket resulterede i voldsomme kampe og deportation af civile. Selvom det lykkedes ham at inddæmme bevægelsen, skete det med enorme menneskelige og materielle omkostninger. Hans omdømme i forbindelse med undertrykkelsen har gjort ham til en meget kontroversiel figur.